Mit andet rejsebrev til skolen..

Nu fik I mit første rejsebrev til skolen, så får I selvfølgelig også nummer 2.
Jeg har på nuværende tidspunkt 7 dage tilbage i praktikken, hvilket er så underligt. Synes nærmest det var i går jeg landede på Filippinerne og de gamle studerende tog imod os. Den gang var alt nyt og jeg nærmest kunne fare vild, bare jeg gik ud af min fordør....
Har forresten været ude og besøge Sarah og hun så ud til at klare det hele rigtig godt. Hun havde stadig det armbånd på, som hun havde fået af os. - dejlig oplevelse og skønt at se hende igen!


Hej alle sammen hjemme i Danmark, så blev det tid for mit andet rejse brev. Det er næsten ikke til at fatte der allerede er gået 2 måneder mere. Synes det var slemt nok ved det første rejsebrev, hvor jeg var 2 måneder henne i praktikken og nu er jeg så pludselige gået 2 måneder mere, hvilket vil sige jeg kun har 2 måneder tilbage, inden jeg lander i Danmark igen, efter lidt over 6 måneder på Filippinerne.. Glæder mig på nuværende tidspunkt ikke rigtig til at komme hjem!

Beskrivelse af det faglige indhold i praktikken
Jeg er stadig på Parian Drop-in Center sammen med Rune og Anders og jeg er stadig glad for stedet, faktisk mere og mere for hver dag jeg kommer der. Siden sidst er der sket en hel del med børneflokken, for der er kommet mange nye og mange af de børn, der var her da jeg kom, er væk. I øjeblikket har vi en godt sammensat børneflok, for børnene har lige fået et hak op aldersmæssigt. Dette gør vi har meget nemmere ved at kommunikere, for mange af dem kan lidt engelsk og har nemmere ved at forstå når vi forklarer noget.

Vi har kørt nogle temaer med vand, hvor vi har været hele huset ved stranden, både personale og børn. Det har været nogle fine dage og vi skal afsted igen inden vi stopper. Så har vi over 3 gange haft 9 børn med til en pool, hvor det bare var os 3 + en voksen fra Parian. Det har været utroligt lækkert, at kunne være sammen med børnene i en meget tættere relation og have tid til en til en.
Det sidste vi har kørt med vand, har været en vandkamp ude på Parian. Da vi fortalte vi gerne ville holde en ”waterfight” lignede alle house parrents store spørgsmålstegn, for hvad er en ”waterfight” lige? Vi prøvede at forklare dem hvad det er og det eneste de kunne sige til det var, ”and you will pay our waterbill”? Dagen kom hvor vi skulle have vandkampen, vi kom i god tid, fyldte en balje med vandballoner og 4 andre baljer med vand. Alle husets ansatte stod ude på trappen for at finde ud af hvad der skulle foregå. Både Anders, Rune og jeg deltog i kampen og det blev en kæmpe success. Personalet synes det var rigtig sjovt og de grinede, klappede, hujede og tog billeder. En fed oplevelse, der stadig bliver snakket om, personalet spørger også tit om vi skal have ”waterfight” igen og det skal vi da!
Vi har holdt en del møder med vores socialrådgiver på stedet – Moloy, hvor han har fortalt os om børnene og deres situation. Det er altså ikke for sarte sjæle. Alt fra seksueltmisbrug, vold, børn der er blev solgt, forældre der ikke vil kendes ved dem eller har råd til at have dem og børn med døde forældre. Vi har en idé om hvad hver barn har været udsat for og hvor det reagerer på den måde han/hun gør. – utroligt spændende og have fingrene i noget så tæt på vores specialisering – mennesker med sociale problemer. Det eneste er bare, at vi ikke har tilladelse til at snakke med børnene om deres situation. Vi sniger os dog nogen gange til det, når vi føler der er en chance.
Vi er også så heldige at få lov til at komme med ud og aflevere børn på nye børnehjem. Det har været virkelig spændende at se andre institutioner eller hjem er det vist nærmere. Nogen har været fantastisk gode, mens andre ikke har været videre imponerende. Dog har de fleste været bedre end det de kom fra – altså Parian. Også oplevelsen af hvordan børnene bliver afleveret sjovt at følge, der ikke meget forberedelse for børnene – ingen forbesøg, men bare afsted, underskrivning af papirer og afsted igen. Vi har dog fået det til at vare lidt længere når vi har været med, for vi har spurgt om vi ikke må blive vist rundt og bl.a. se hvor de forskellige børn skulle bo. Så har vi taget børnene med os og talt positivt om stedet og alle de nye venner han/hun vil få på stedet.

Pædagogiske begrænsninger
Det kan nogle gange give nogle frustrationer, at man ikke kan gøre sig forståelig (eller forstå) over for børnene og nogle gange over for personalet. For hvorfor er det lige barnet græder, er glad eller fortæller en noget, som han/hun gerne vil dele med mig? Det er så irriterende ikke at kunne tage del i den glæde, sorg eller samtale, for jeg føler lidt jeg nogle gange står på sidelinjen og ikke rigtig kan være der 100 % for børnene.
Jeg kan nævne andre ting som fysiske rammer, ingen legetøj eller papir og blyanter, sløvt personale dertil tider glemmer aftaler med os om aktiviteter vi vil lave og ikke mindst den filippinske tidsfornemmelse. Den filippinske tid er helt speciel, den tager de ikke så tungt, vi har tit ventet mellem 30 minutter og 2 timer på at de er klar, hvis vi skal ud af huset. Virkelig frustrende for os når vi fx har planlagt at skulle til stranden og børnene bare er elevilde for at komme af sted. Så er der også en ting der hedder caregivers, de kommer tit, gerne flere gange om ugen. Det er fint nok, for børnene får mad af dem, gerne Jollibies (en filippinsk fastfood kæde), men når de er der er lige meget hvad vi har planlagt aflyst – selv en tur til poolen blev udskudt.

Fritiden
I de første 4 måneder hernede har jeg boet i noget der hedder Tancor 1. Det er et lejlighedskompleks i den bedre skala af Cebu, ikke luksus, men okay fine forhold. Med pool, bordtennisborde, et lille fitnesslokale, vagter i porten og ugentlig rengøring. Her har jeg delt lejlighed med 4 andre danskere, hvilket har været fantastisk og bragt mig direkte tilbage til min efterskole tid. Nu er vi dog flyttet ud derfra og jeg skal have fundet mig noget nyt.

Jeg har været på en del ture væk fra Cebu, for det kan man godt trænge til i ny og næ. Det er en meget beskidt by med larm og bilos. Så har fx været 3 gange på øen Bohol, i Dumaguette og i Moalboal. I Moalboal var vi der da der var fiesta, her blev vi inviteret til fest ved broderen af hende der ejerede det resort vi boede på. En meget speciel aften, med massere af mad og drikke, en oplevelse jeg vil huske i lang tid.
Jeg har også været på en uge rejse nord på, hvor jeg først var i Donsol og snorkle med hvalhajer, der næst i Legaspi og se en vulkan og en vulkantildækket kirke. Derefter fløj vi videre nord på til Manila, hvor vi havde et par dage og bl.a. så den amerikanske begravelsesplads, med lidt over 17.000 hvide kors. Tog derefter videre nord på og så risterrasser i lange baner og et 47 m højt vandfald, helt fantastiske oplevelser, som bare skal ses, hvis man bor på Filippinerne.
Bare den almindelige dagligdag og aften i Cebu, bruger vi danskere meget tid sammen. Vi går i biograf, spiser ude, shopper, spiller fodtennis, bowler, bordtennis, spiller poker, tager på bar og ser fodbold og går i byen... Jeg kan jo nok ikke komme uden om vi går lidt i byen hernede, vi er 46 danskere hernede og vi nyder hinandens selvskab og tager os nogle sjove byture sammen. Derudover er sprut (gerne rom) og øl også vildt billigt, så en bytur bliver let meget meget billig og meget meget sjov!

Kulturmødet
Det er fedt at være hernede, filippinere er nogen rigtig søde mennesker og meget hjælpsomme til de fleste tider. De hilser på en, fordi du er hvid og vil gerne snakke med dig. Har oplevet en far spørge om han måtte tage et billede af mig og to andre, sammen med hans datter. Som hvid er du respekteret og det er status som filippiner at blive set sammen med os. Derfor kan det også nogen gange blive for meget, man hilser og hilser og hilser, for mange hilser på dig. Hilser du ikke igen er du i fare for at blive betragtet som en der synes du er bedre end dem. Smil og se glad ud hverdag, hvilket på dårlige dage kan være lidt hårdt. Lad aldrig dit temperament løbe af med dig, for gør du det, kan du risikere de aldrig snakker med dig mere. På dage hvor vi har ventet evigheder på at komme afsted har vi bare siddet og ventet, smilet og set ud som om det ikke rører os spor. Mens vi på dansk har brokket os til hinanden og været irriteret. Sådan er Filippinerne, det hedder filippinertid og det bliver også jævnligt brugt af os danskere. ”Jeg er der kl.10 – filippinertid.”

Det var alt for mig, nu er der kun for mig og nyde de lige knap 2 måneder jeg har tilbage inden DK igen venter..

Med venlig hilsen
Sune Sloth Bjerregaard
07B