Sarah

Tirsdag i denne uge var en meget speciel dag for mig, en dag som jeg ikke glædede mig særligt meget til - men dagen blev en super god oplevelse!

Sarah er en pige der bor/boede på Parian Drop-in Center. En fantastisk sød pige på 12 år, med mod på livet og ben i næsen. Hun går i skole og er glad for det, hendes engelsk er godt - ikke perfekt, men hun vil lære og spørger for at blive bedre. Hun elsker at høre historier eller læse tegneserier, og spørger tit ind til hvordan tingene er hjemme i Danmark. Jeg havde et billede på min mobil af min fars hus fra starten af januar, hvor sneen dækkede landet. Hun synes det var det mest fantastiske syn og noget af det flotteste hun havde set og brugte lang tid på at studere det. Hun spurgte om jeg ikke havde andre billeder hjemmefra, men det nåede jeg aldrig at tage dem med på Parian...

Sarah er blevet forladt af sin mor, der havde fundet en ny mand, efter at Sarahs far var død. Hun har en bror der bor sammen med noget familie, hvor de åbenbart ikke har plads til Sarah.
Sarah var/er en pige jeg kom til at holde utroligt meget af, hun var meget ivrig for at lære os filippinske gloser og jeg prøvede meget, men har desværre ikke sprogøre.

Mandag mødte vi på arbejde kl. 15, Sarah kom hjem fra skole ved 16 tiden. Rune og jeg sad og tegnede med nogle af børnene, da Sarah kom over og satte sig ved siden af mig. Og så fortalte hun mig hun havde sidste dag på Parian i morgen. Nå for søren da, tænkte jeg og blev lidt chokkeret. Så kom Moloy, Socialworkeren på Parian, han fortalte at Sarah i dag var blevet færdig med skolen og nu havde sommerferie (der er sommer og ferie på filippinerne nu) og i morgen skulle hun på et nyt hjem, et permanent hjem for Sarah - Sunshine!

Jeg kunne se på Sarah, at hun var meget nervøs og lidt ked af det, for hun skulle jo sige farvel Parian og goddag til en helt ny tilværelse. Så jeg talte med hende om hvad der skulle ske, hvad hun ville savne og de gode ting det nye sted kunne føre med. Inden vi gik spurgte hun hvornår vi kom i morgen, jeg sagde ved 15 tiden som i dag. Sarah skulle dog afsted fra Parian kl.13, så jeg lovede hende, at vi kom om formiddagen i stedet for, for at sige farvel til hende.

Resten af mandagen var en mærkelig dag, for det fyldte sgu' meget oveni hovedet på mig. For hvad skulle der ske med Sarah, hvad bliver hendes fremtid og kan jeg gøre noget....? - nej, men jeg kan være der i morgen!
Hjemme i lejligheden fortalte jeg hvad der skulle ske og at jeg ikke var ret stolt af situationen.. Dejligt med roomies at læsse af på ellers var jeg da nok blevet skør.

Tirsdag møder vi 9.30 på Parian og Sarah er der ikke... SHIT tænkte jeg, er hun allerede taget afsted og nu nåede jeg ikke at sige farvel, held og lykke, take care etc. Vi spurgte de ansatte, men de lod ikke rigtig til at forstå os og Moloy var der heller ikke. Heldigvis kom Sarah, hun havde bare været med ude og handle ind til middag. Anders og jeg satte os og snakkede med hende, lidt efter kom Moloy (se ham på billedet ved siden af) og spurgte om vi ville med Sarah ud til det nye hjem. MEGET gerne, hvis vi altså måtte for Sarah - og det måtte vi. 10.30 tog Anders og jeg ud i byen og fik noget og spise, vi købte også en lille gave til hende (et armbånd), selvom vi egentligt var meget i tvivl om det var en god idé og om vi overhovedet måtte forære hende noget. Vi gjorde det, for vi jo også et par rebeller.

Klokken lidt i 13 kom vi tilbage på Parian, Anders og jeg, Rune var taget hjem da han ikke ville med i dag. Jeg var spændt på hvad der skulle ske, for hvad var det Sarah kom ud til.. I den lille bus sad Sarah, Anders og jeg, Moloy, Sarahs bror og onkel, chaufføren og resten af pladsen var fyldt ud af børn fra Parian, der havde fået lov at komme med.
Ankommet til Sunshine, der er navnet på børnenehjemmet. Og hvilket godt første indtryk, husene var formede som borge og slotte, pigernes hus i prinsesse lyserød, drengenes i en rigtig mande lyseblå.. ;-) Vi blev taget imod med åbne arme af en meget rar dame, der fortalte vidt og bredt om stedet. Havde vi spørgsmål skulle vi endelig spørge, for hun ville meget gerne svare, samtidigt med hun viste os rundt. Sarah var sagde ikke så meget, men holdt sig bare tæt til Anders og jeg. Jeg undrede mig lidt over, at hun ikke henvendte sig mere til Sarah, men det nærmest for vores skyld hun viste rundt. Så jeg prøvede hele tiden at inddrage Sarah så godt jeg kunne.
Da onklen skrev under på papirerne, så vi vores snit til at give Sarah vores gave, mens de andre var optaget. Hun blev meget glad og vi fik begge et stort kram af hende..

En underlig fornemmelse var det at køre fra stedet og vide det måske var sidste gang vi så Sarah. Vi har dog planer om at besøge hende den 6. maj på hendes fødselsdag, for lige at se hvordan det går og om hun er faldet til. Vi fik også invitation af den rare dame der viste os rundt, til at komme ud og besøge dem og lave nogle aktiviteter med børnene. Så mon ikke vi nok skal få set lidt til hende igen.
Håber og krydser fingre for, at hun er kommet til det rette sted - når nu ikke hun kan være ved sin familie.

Alt det bedste til Sarah fra mig!

På tur med drengerne nord på..!

Ja.. Så er det efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet på bloggen, men jeg har også været ude og opleve en hel del her i Filippinerne!

Torsdag d.18 marts begav vi os afsted på tur, Claus fra 3. i Tancor hvor vi bor, Mikkel og Søren jeg bor med, samt Frederik fra Aalborg. Vi havde et godt pakket program foran os, et program Claus havde stået for. Claus er hernede som "påhæng" til sin pædagogstuderende kæreste Lærke, han er uddannet lære og har nogle vikartimer i ny og næ.. Derudover har han massere af fritid, så programmet kan vi takke ham for!

Vi fløj fra Cebu til Legaspi, overraskende for mig var vi 10 der skulle afsted. Fra Legaspi til Donsol lejede vi en van med chauffør og fremme blev vi indkvateret i nogle ganske fine værelser. 2 mands værelser "good for 4", vi kommer da hinanden ved hernede - 4 store drenger i et dobbelt værelse.. ;-)

Nå - men formålet med turen til Donsol var at snorkle med hvalhajer, hvilket vi skulle næste morgen. Om aftenen skulle vi se en anden af seværdighederne, ildfluerne. 5 hoppede på en båd og sejlede afsted fra floden af, jeg og 4 andre tog ind og fik noget af spise, på en resturant der står nævnt i Lonely planet, det var et spøjst sted. Højt musik (Akon greatest) og discolys, maden var ikke værd at skrive hjem om, men spist blev den da.. Tjeneren grinte meget da vi bestilte, for hver mand fik mindst 3 retter og Mikkel tog 1. pladsen med 5 - det var han vist ikke vant til at der blev bestilt så meget. Efter endt måltid fik vi 2 tricykler til at køre os ud til et sted hvor vi kunne se ildfluer, det var rigtig flot, men himmelen tog 1. pladsen - aldrig i mit liv har jeg set den være så stjerneklar.. Den skarpe læser har nok bemærket at 5 tog en båd og 4 en tricykel - Søren var manden der ikke var med, han lå hjemme på værelset og fik sig en eftermiddags/aftenslur - da vi kom tilbage sad han i baren og fik whiskey-cola! ;-)

Fredag morgen stod vi op kl.6, for kl.7 sejlede vores reserverede både fra land. Jeg var ret spændt, både over at skulle se kæmpe dyrene, men også over at skulle ud i bølgen.. - vandhund det bliver jeg vist aldrig! Men ud kom jeg og hurtigt ind igen - jeg magtede det ikke, men guiden tog min hånd og jeg kom ud og snorkle med hvalhajen. Fedt og nu er der sat et kryds ud fra den oplevelse - jeg har svømmet med en 5-6 meter stor hvalhaj (skyder jeg den til at være).

Vi var på land igen ved 9.30 tiden, så vi havde jo en hel hyggelig dag foran os. Hvor vi slappede af og ved middags tid mødtes vi alle og spiste mad sammen. Efter middagsmaden skulle drengene spille en rask omgang basketbold og det gik da meget godt, Claus og jeg førte 8-7 over Mikkel og Thomas (en fra Aalborg), da jeg så rev min skulder af led igen, ca. et år efter sidste gang. Heller ikke denne gang var det en rar oplevelse, men dog ikke så slemt som sidste gang. Jeg faldt om af smerte og slog hul på mit venstre knæ og fod - dumt når vi skulle ud og vandre de næste dage.. Thomas jeg spillede mod, var "heldigvis" erfaren når det kommer til skuldre, han havde selv gjort det flere gange og han hjalp mig med at sætte den stille og roligt på plads.. Tak skal du have for træls oplevelse at få igen.
Om aftenen havde vi en super hyggelig aften, Claus, Mikkel, Søren, Frederik, Frederik og mig, vi fik noget øl, rom og brandy, på en bar der lå lige ud til havet rigtig rigtig afslappet og bare så god og sjov en aften vi havde!

Kl.9 næste morgen lejede vi igen en van, han skulle køre os til Legaspi, for så at køre os rundt i området. Vi så en kirke lavet af lava, en kirke der en gang i 1800 tallet (tror jeg det var) blev begravet af lava efter et udbrud fra vulkanen - iøvrigt den vulkan (Mayon 2462 m) der var i udbrud sidste efterår.. Inden i kirken var ca.1200 mennesker der havde søgt tilflugt, som blev levende begravet. Sidste sight for dagen var nogle grotter, ganske spændende, med flagermus og en dejlig forfriskende temperatur inden i.

Næste dag var det tid at komme videre, fra Legaspi til Manila, Søren, Claus, Mikkel, Frederik (fra Aalborg) og mig, hvilket jeg glædede mig meget til. Jeg blev dog slemt skuffet, for hvilken lorte by - taxi'er og menneskerne gør alt hvad de kan for at ryste penge ud af en. Vi oplevede at stige ud af 4 taxi'er efter hinanden, fordi de ikke ville køre på taxameter, men den gik ikke - vi bor jo i Filippinerne og kender til det... På gaden kunne du ikke gå uden at blive antastet af en der ville sælge noget eller have dig på hans bar - så hurtigt hjem på vores hostel. Inden da havde Mikkel, Claus og jeg været på den amerikanske kirkegård fra 2. verdenskrig, en meget stemningsfuld oplevelse og meget vildt at se 17.206 grave + et mindesmærke med yderlige 36.279 navne af soldater der aldrig er fundet.. Krig er ikke for sjov, medmindre det er med spillekort! I øvrigt var det her jeg fandt ud af jeg havde mistet min mobil - min elskede og helt uvurderlige mobil.. pis pis pis og atter pis. Mine sange og billeder jeg havde der på er bare væk, eller billederne var lagt ind - dog ikke de seneste jeg havde fra vores tur til Bohol på motorcykel. ÆV!

Efter en overnatning på hoslet, brugte vi mandagen på øen Corregidor. En ø der spillede en vigtig rolle under 2. verdenskrig. Øen var fyldt af ruiner, kanoner, mindesmærker og turister selvfølgelig. Det var en heldagstur, hvor vi skulle møde ved båden kl.7 og afsted kl.8, se øen i busser man blev kørt rundt i til de sights der var, stige ud og tage billeder og ved 15 tiden sejlede båden tilbage igen. Spændende og imponerende hvad de amerikanere havde på den ø!
Hjemme på vores hostel, her fandt Søren ud af, at han var mæt af oplevelser for nu og ikke ville med videre nord på og se risterrasser. Så han blev i Manila og købte en billet hjem til Cebu, mens vi andre 4 kl.22 tog med en Natbus fryser (pga. aircon) til Banaue, her ankom vi næste morgen kl.7, blev indkvateret og fik morgenmad.

Vi lejede en jeepney, chauffør og guide, der tog os op i bjergene og guiden tog os med på en 1 ½ times gåtur rundt på risterrasserne. Virkelig en smuk oplevelse, naturen er simpelthen så flot og frodig - billeder er bare ik det samme.. Da vi skulle tilbage til jeepneyen ned af bjerget, fik vi os lige endnu en på opleveren. En kobra var også på vej ned og krydsede vores vej (vi går på række), guiden og jeg var gået forbi, mens Frederik stoppede op og udbrød - der er sgu' en slange. Jeg vender mig om og er ikke mere end 2-3 meter fra den, men jeg står alligevel bare og kigger - tror ikke helt jeg fatter hvad jeg ser. Guiden udbrød O SHIT, it's a Cobra - skynder sig at samle 2 store sten op og kaster efter den, men den er heldigvis på vej væk og han rammer den ikke. Den filippinske vilde natur er lidt vildere end den danske vilde natur! ;-)

Hjemme på hotellet og trætte efter en lang dag, uden ret meget nattesøvn efter busturen, gik vi tidligt i seng. Næste morgen ville vi selv på tur og bare tage nogle tricykler noget af vejen, men de havde et tilbud til os, om igen at leje jeepneyen og chaufføren, der var nemlig 2 andre danskere der også ville med. Michael på 38, der havde taget sin mor Birthe på 64 år med, hun var lige gået på efterløn og skulle ud og fejre det. Vi havde en fin dag, men dog meget hård sammenlignet med dagen før. Vi skulle ud på en 2 timers gå tur ud til et 47 meter højt vandfald, igen var naturen helt helt fantastisk, det samme var det at gå kanten af risterrasserne - men den dag skal jeg da love for jeg kunne mærke jeg havde ben. Fremme ved vandfaldet og det var sgu' imponerende højt og bredt, vandet var koldt, men en dukkert blev det da til. Tilbage turen var ekstra hård efter de første 2 timer sad i benene og de trapper vi havde gået ned ad, skulle vi nu op ad.........!

Den næste dag besluttede vi os for at tage til Sagada, vi lejede en van sammen med Michael og Birthe, en flot tur på 3 timer. Sagada ligger i en dal med 10.000 mennesker i 1.500 meters højde, en virkelig fredfyldt og hyggelig by. Derudover bød den også på et par gode resturanter, hvor maden var i top-klasse og det var også så billigt. God overraskelse!

Sagada er mest kendt for sine hængende kister, hvor de døde frem for at komme i et hul, blev hængt op på klippevæggen. Claus og Mikkel fulgtes med de 2 andre danskere ud til en grotte de hang i, mens Frederik og jeg tog en kort tur, ud til en klippevæg hvor der vel hang en 10-15 stykker. Så blev der også sat kryds ud for hængende kister, specielt - men ikke sindsoprivende! ;-)
På vej til Sagada lavede vi en aftale med vores chauffør, om at han skulle køre os tilbage til Banaue dagen efter (om fredagen), så han overnattede i sin bil og kedede sig vist lidt. På hotellet mødte vi et israelsk backpacker par, de skulle også til Banaue dagen efter, så de kom med os og turen blev lidt billigere for os.. For turen til Sagada skulle vi af med 3000 og tilbage igen blev det 5000 + 200 til hans mad, ca. 600 danske kroner.. Det er sgu' et billigt land!

Tilbage i Banaue havde vi lige et par timer at slå ihjel inden bussen til Manila gik kl.18, så Frederik og Claus lærte Mikkel og jeg at spille Whist.. Kl. ca. 4 kom vi til Manila, hvor vi tog direkte i lufthavnen, her prøvede vi at ændre billetten, for vores fly gik kl.12.15. Det skulle vi havde tænkt på 24 timer på før, for vi måtte endten købe nye billetter eller vente til kl.12 - vi ventede.. Zzzzzzz, kl.12 havde vi rejst 24 timer, startende fra Sagada og ikke meget søvn var det lykkes mig at få i bussen eller lufthavnen. Ved 14 tiden landede vi i Cebu international lufthavn på Mactan og hold op hvor var vi alle glade for at gense Cebu igen! Jeg besluttede mig for at købe en "I LOVE Cebu" t-shirt, for det er sgu' en skøn by - især sammenlignet med Manila!

Slut er det nu for denne store smøre, men det er sgu' svært at begrænse sig.. I morgen skal jeg igen på arbejde efter over en uges ferie og jeg glæder mig til at gense ungerne og se hvem er kommet videre og hvem der er nye..

Glade sommer hilsner fra mit elskede Cebu! ;-)

Byture i Cebu..

Der er sgu noget specielt ved det her land og byture..
4 ting går igen når jeg har været afsted:

1. Jeg kommer altid hjem alene, af en eller anden grund ender Mikkel, Søren og jeg altid fra hinanden. Enten ligger Mikkel i sin seng når jeg er hjemme eller også er det omvendt. Igår skete dog nået anderledes, der mødtes vi alle 3 hjemme ude foran vores lejlighed - helt tilfældigt og fandeme også meget sjovt!

2. Jeg får McDonalds morgenmad.. Kl.04.00 hernede begynder de at lave morgenmad fremfor der normale burger og det er bare lort lort lort, men jeg er begyndt at få min faste menuer. Nemlig de 3 klamme burgere man kan få med æg i og dertil hører 3 kopper kaffe, en herlig morgenmad som slutning på en dejlig aften! I starten var det No go, men tiden ændrer sig og man begynder at leve som en filippiner.. ;-)

3. Jeg vågner tit og ofte op i mit tøj, ja det behøves ikke engang være i min egen seng.. Jeg har præsteret at sove ved køkkenbordet, på sofaen og i nummer 2 seng inde ved Søren der sover alene.. Da jeg vågnede op på sofaen, var det dagen efter Susannes forældre var ankommet. Så da jeg vågner om morgenen ude i stuen, er de i fuld gang med at lave morgenmad og snart på vej ud af døren på tur.. - flot Sune! I fredags vågnede jeg op inde ved Søren, jeg havde åbenbart været inde og snakke med ham da jeg kom hjem. Jeg lå i fodenden af sengen, oven på Sørens tøj og taske. Da jeg så vågner og opdager hvor jeg er, begynder jeg at grine over hvor dumt det her er.. Søren er dog vågen og siger til mig, "Sune, prøv lige og kigge ned på gulvet!", nede på gulvet ligger Mikkel nemlig, han havde også været inde og tale - og havde så bare lagt sig på flise-gulvet i underbukser og t-shirt og sovet.. ;-)

4. Tømmermænd?? Jeg ved ikke hvad det er der gør det, men landet, maden, vandet, øllen eller et eller andet gør jeg ikke har rigtige tømmermænd hernede! Jeg er bare træt dagen efter og det skyldes jeg kommer sent hjem, men aldrig sover mere end til kl.12, hvis ikke mindre..

Jeg lover, at hvis I kommer forbi, så giver jeg en bytur og det er lige meget om i kommer 1 eller 20 personer.. - det kan på ingen måde ruinere mig, for det er så billigt hernede.. En spand med 5 øl koster 200 pisos, hvilket svar til ca 25 kr! Det er vel og mærke inde i på disco, hvor det burde være dyrt.. Hjemme i DK kan man måske være heldig at få en halv halvlunken fadøl, med et slukket cigaratskod i til samme penge! Jeg elsker Filippinerne og alt hvad det indebærer! ;-)

Jeg vil slutte, Susanne har lavet brunch til os! ;-)

Billeder fra februar på Filippinerne..

http://picasaweb.google.com/SuneFilippinerne/FebruarManedPaFilippinerne#
Så er der billeder fra februar måned på Filippinerne, en måned der bød på lidt af hvert.. Praktik start og en mere hverdags prægede måned, hvor vi alle er faldet endnu mere til! Vi har i dag været afsted i en og en halv måned!!