Sarah

Tirsdag i denne uge var en meget speciel dag for mig, en dag som jeg ikke glædede mig særligt meget til - men dagen blev en super god oplevelse!

Sarah er en pige der bor/boede på Parian Drop-in Center. En fantastisk sød pige på 12 år, med mod på livet og ben i næsen. Hun går i skole og er glad for det, hendes engelsk er godt - ikke perfekt, men hun vil lære og spørger for at blive bedre. Hun elsker at høre historier eller læse tegneserier, og spørger tit ind til hvordan tingene er hjemme i Danmark. Jeg havde et billede på min mobil af min fars hus fra starten af januar, hvor sneen dækkede landet. Hun synes det var det mest fantastiske syn og noget af det flotteste hun havde set og brugte lang tid på at studere det. Hun spurgte om jeg ikke havde andre billeder hjemmefra, men det nåede jeg aldrig at tage dem med på Parian...

Sarah er blevet forladt af sin mor, der havde fundet en ny mand, efter at Sarahs far var død. Hun har en bror der bor sammen med noget familie, hvor de åbenbart ikke har plads til Sarah.
Sarah var/er en pige jeg kom til at holde utroligt meget af, hun var meget ivrig for at lære os filippinske gloser og jeg prøvede meget, men har desværre ikke sprogøre.

Mandag mødte vi på arbejde kl. 15, Sarah kom hjem fra skole ved 16 tiden. Rune og jeg sad og tegnede med nogle af børnene, da Sarah kom over og satte sig ved siden af mig. Og så fortalte hun mig hun havde sidste dag på Parian i morgen. Nå for søren da, tænkte jeg og blev lidt chokkeret. Så kom Moloy, Socialworkeren på Parian, han fortalte at Sarah i dag var blevet færdig med skolen og nu havde sommerferie (der er sommer og ferie på filippinerne nu) og i morgen skulle hun på et nyt hjem, et permanent hjem for Sarah - Sunshine!

Jeg kunne se på Sarah, at hun var meget nervøs og lidt ked af det, for hun skulle jo sige farvel Parian og goddag til en helt ny tilværelse. Så jeg talte med hende om hvad der skulle ske, hvad hun ville savne og de gode ting det nye sted kunne føre med. Inden vi gik spurgte hun hvornår vi kom i morgen, jeg sagde ved 15 tiden som i dag. Sarah skulle dog afsted fra Parian kl.13, så jeg lovede hende, at vi kom om formiddagen i stedet for, for at sige farvel til hende.

Resten af mandagen var en mærkelig dag, for det fyldte sgu' meget oveni hovedet på mig. For hvad skulle der ske med Sarah, hvad bliver hendes fremtid og kan jeg gøre noget....? - nej, men jeg kan være der i morgen!
Hjemme i lejligheden fortalte jeg hvad der skulle ske og at jeg ikke var ret stolt af situationen.. Dejligt med roomies at læsse af på ellers var jeg da nok blevet skør.

Tirsdag møder vi 9.30 på Parian og Sarah er der ikke... SHIT tænkte jeg, er hun allerede taget afsted og nu nåede jeg ikke at sige farvel, held og lykke, take care etc. Vi spurgte de ansatte, men de lod ikke rigtig til at forstå os og Moloy var der heller ikke. Heldigvis kom Sarah, hun havde bare været med ude og handle ind til middag. Anders og jeg satte os og snakkede med hende, lidt efter kom Moloy (se ham på billedet ved siden af) og spurgte om vi ville med Sarah ud til det nye hjem. MEGET gerne, hvis vi altså måtte for Sarah - og det måtte vi. 10.30 tog Anders og jeg ud i byen og fik noget og spise, vi købte også en lille gave til hende (et armbånd), selvom vi egentligt var meget i tvivl om det var en god idé og om vi overhovedet måtte forære hende noget. Vi gjorde det, for vi jo også et par rebeller.

Klokken lidt i 13 kom vi tilbage på Parian, Anders og jeg, Rune var taget hjem da han ikke ville med i dag. Jeg var spændt på hvad der skulle ske, for hvad var det Sarah kom ud til.. I den lille bus sad Sarah, Anders og jeg, Moloy, Sarahs bror og onkel, chaufføren og resten af pladsen var fyldt ud af børn fra Parian, der havde fået lov at komme med.
Ankommet til Sunshine, der er navnet på børnenehjemmet. Og hvilket godt første indtryk, husene var formede som borge og slotte, pigernes hus i prinsesse lyserød, drengenes i en rigtig mande lyseblå.. ;-) Vi blev taget imod med åbne arme af en meget rar dame, der fortalte vidt og bredt om stedet. Havde vi spørgsmål skulle vi endelig spørge, for hun ville meget gerne svare, samtidigt med hun viste os rundt. Sarah var sagde ikke så meget, men holdt sig bare tæt til Anders og jeg. Jeg undrede mig lidt over, at hun ikke henvendte sig mere til Sarah, men det nærmest for vores skyld hun viste rundt. Så jeg prøvede hele tiden at inddrage Sarah så godt jeg kunne.
Da onklen skrev under på papirerne, så vi vores snit til at give Sarah vores gave, mens de andre var optaget. Hun blev meget glad og vi fik begge et stort kram af hende..

En underlig fornemmelse var det at køre fra stedet og vide det måske var sidste gang vi så Sarah. Vi har dog planer om at besøge hende den 6. maj på hendes fødselsdag, for lige at se hvordan det går og om hun er faldet til. Vi fik også invitation af den rare dame der viste os rundt, til at komme ud og besøge dem og lave nogle aktiviteter med børnene. Så mon ikke vi nok skal få set lidt til hende igen.
Håber og krydser fingre for, at hun er kommet til det rette sted - når nu ikke hun kan være ved sin familie.

Alt det bedste til Sarah fra mig!