Filippinerne 2.0

Det er stadig et fantastisk land!

Sidste uge i Cebu - for denne gang! ;-)

Så sidder man pludselig i Cebu og der er under en uge til jeg igen er hjemme i Danmark.. Trist på mange måder, men det bliver da også dejligt og komme hjem igen - til familien og vennerne.
Jeg har taget en ekstra uge alene i Cebu, simpelthen fordi jeg bare ikke havde fået nok - og andre grunde jeg ikke lige vil komme ind på her. Jeg er den sidste dansker tilbage fra det gamle hold, men tilgengæld er byen nu fyldt med nye danske pædagogstuderende fra det hold danskere der starter deres praktik i næste uge!
Det har været sjovt at være med til at tage imod dem, for det bragte mig direkte tilbage til da jeg ankom til Filippinerne. På næsten barbund og et hoved fyldt med indtryk og informationer. De har været med i byen, jeg har vist nogle Aalborg-piger op til Tancor 1, hvor de fik en lejlighed fra den 21. august.. Det vækker virkelig minder at opleve det igen og jeg er sgu' misundelig på dem alle sammen, for nu er det deres tur til at blive udfordret af en helt ny kultur!

Imorgen er det min fødselsdag og den skal da nok lige ud og fejre, er blevet inviteret til middag i et filippinsk hjem og om aftenen skal jeg ud og have en øl eller 10. Jeg skal både fejre min fødselsdag, men jeg skal lige så meget fejre en dag uden kanel!!! ;-)

Jeg har været på Parian en gang efter jeg kom tilbage fra Thailand, de var glade for at se mig og det var også et glædeligt gensynd for mit vedkommende. En del af de gamle børn var væk og nye var kommet til - men sådan er Parian.. Formålet med mit besøg var også at gøre rent i vores skab derude og gøre det klar til de nye studerende. Vi havde et skab med bolde, blyanter og meget andet sjov. Det skab var næsten ribbet og jeg gad godt vide hvordan, for der er sgu' lås på.. Har dog nye bolde og blyanter jeg vil give til de nye danskere, for det er rart at have noget at starte op med!

Det var alt for mig og nok mit sidste indlæg fra Filippinerne...

Sune Bjerregaard - Cebu, tilbage til Danmark!

Filippinerne – Vietnam – Cambodia – Thailand – Filippinerne

Mandag d. 21. juni tog Mikkel, Frederik og jeg fra Cebu, for Mikkel og Frederik var det sidste omgang med Cebu for denne gang. Jeg derimod havde købt en flybillet tilbage til Cebu fra Bangkok, hvilket jeg ikke fortrød da vi gik i flyveren i Cebu. Jeg kunne mærke det var det rigtige for mig at komme tilbage, den følelse har jeg stadig i maven – her lidt over 2 uger efter jeg tog afsted.

Ellers har vi haft en rigtig god tur rundt i Asien. Vietnam var meget speciel, vi havde 4-5 dage i Ho Chi Minh City hvor vi så en en del ting fra Vietnamkrigen, bl.a. et stort tunnelsystem de brugte. Jeg prøvede som den eneste af os tre og gå/kravle i en tunnel på ca. 100 meter, hvilket jeg kunne mærke i mine ben 5 dage efter – men jeg overlevede! ;-) Derudover oplevede vi den Vietnamesiske trafik, som er sindssyg i forhold til den filippinske og hold op hvor har de mange mange scootere..
I Cambodia havde vi et mål og det var at se Angkor Wat, vi vidste dog ikke helt hvor mange dage vi skulle bruge. Der findes en dagspas, 3 og 7 dagspas, vi startede bare med en dag til US 20$ pr. mand, hvilket vidste sig og være rigeligt for os. Vi nåede endda og se en flydende by samme dag, som bare var en fis i en meget stor hornlygte, for det rungede meget i vores pung efter den tur – også her måtte vi nemlig slippe 20$ pr. mand. Slet ikke pengene værd, især når man lige har set Angkor Wat og de andre templer til samme beløb.. Kan ikke anbefales at se! I øvrigt underligt at et land, bare bruger et andets lands penge – de har egne penge.
Da Angkor wat var set, tog vi næste morgen afsted mod Bangkok i bus (med massere af problemer som jeg ikke orker at skrive om), og ankom om eftermiddagen. Var her nogle timer og så ellers afsted med nattoget mod Koh Tao. Om formiddagen næste dag sad vi på Koh Tao og drak den første øl, mens jeg spiste en hæderlig spagetti Bolognaise. Koh Tao var fint, men da vi efter nogle dage tog til Koh Phangan fandt vi det helt rigtige. Få mennesker (de var taget videre efter Full Moon Party), lækker strand og bare ren afslapning. Søndag aften prøvede vi så Half Moon Party, det var sjovt nok, men det pissede bare ned i lårfede stråler, hvilket tog lidt festlighederne. På den positive side, så havde regnen givet alle pigerne våde hvide kjoler og våde hvide t-shits, hvilket jeg ikke kan klage over. Vi havde forresten også lejet scootere mens jeg var der, hvilket gav os frihed til selv og køre rundt og se øen. Det benyttede Frederik og jeg til at tage på en elefant safari, det var sjovt de første 7 ½ minut og de sidste 37 ½ minutter af turen var det ret kedeligt.. Men nu har det fået et flueben og jeg kan uden og blinke sige, at jeg har reddet mere på elefant ryg end heste ryg! Hvilket er imponerende, når jeg er vokset op på en gård med heste......

Lige nu ligger jeg alene i nattoget på vej mod Bangkok, jeg ligger i en 1. klasses kupé i øverste køje, nedenunder ligger en ung mand fra Thailand og sover tungt. Mikkel og Frederik bliver nogle uger mere inden de tager hjem, så det var så det sidste for denne gang mellem Mikkel og mig. Vi har sgu haft en god tid sammen!
Jeg ankommer til Bangkok i morgen kl.8.25, her skal jeg mødes og have et par dage med Anders jeg var i praktik med. Natten mellem den 9. og d. 10 flyver jeg tilbage til Cebu, desværre over Manila, så har lige 3 timers ventetid der.

Det var alt for nu, det var vist også ved at være på tide med en opdatering.. Har så mange ting jeg burde have blogget, bl.a. den sidste uge og aften på Parian. Men ting tager tid og man kan ikke nå alting!

Vi ses snart hjemme i Danmark (desværre) ;-)

Mit andet rejsebrev til skolen..

Nu fik I mit første rejsebrev til skolen, så får I selvfølgelig også nummer 2.
Jeg har på nuværende tidspunkt 7 dage tilbage i praktikken, hvilket er så underligt. Synes nærmest det var i går jeg landede på Filippinerne og de gamle studerende tog imod os. Den gang var alt nyt og jeg nærmest kunne fare vild, bare jeg gik ud af min fordør....
Har forresten været ude og besøge Sarah og hun så ud til at klare det hele rigtig godt. Hun havde stadig det armbånd på, som hun havde fået af os. - dejlig oplevelse og skønt at se hende igen!


Hej alle sammen hjemme i Danmark, så blev det tid for mit andet rejse brev. Det er næsten ikke til at fatte der allerede er gået 2 måneder mere. Synes det var slemt nok ved det første rejsebrev, hvor jeg var 2 måneder henne i praktikken og nu er jeg så pludselige gået 2 måneder mere, hvilket vil sige jeg kun har 2 måneder tilbage, inden jeg lander i Danmark igen, efter lidt over 6 måneder på Filippinerne.. Glæder mig på nuværende tidspunkt ikke rigtig til at komme hjem!

Beskrivelse af det faglige indhold i praktikken
Jeg er stadig på Parian Drop-in Center sammen med Rune og Anders og jeg er stadig glad for stedet, faktisk mere og mere for hver dag jeg kommer der. Siden sidst er der sket en hel del med børneflokken, for der er kommet mange nye og mange af de børn, der var her da jeg kom, er væk. I øjeblikket har vi en godt sammensat børneflok, for børnene har lige fået et hak op aldersmæssigt. Dette gør vi har meget nemmere ved at kommunikere, for mange af dem kan lidt engelsk og har nemmere ved at forstå når vi forklarer noget.

Vi har kørt nogle temaer med vand, hvor vi har været hele huset ved stranden, både personale og børn. Det har været nogle fine dage og vi skal afsted igen inden vi stopper. Så har vi over 3 gange haft 9 børn med til en pool, hvor det bare var os 3 + en voksen fra Parian. Det har været utroligt lækkert, at kunne være sammen med børnene i en meget tættere relation og have tid til en til en.
Det sidste vi har kørt med vand, har været en vandkamp ude på Parian. Da vi fortalte vi gerne ville holde en ”waterfight” lignede alle house parrents store spørgsmålstegn, for hvad er en ”waterfight” lige? Vi prøvede at forklare dem hvad det er og det eneste de kunne sige til det var, ”and you will pay our waterbill”? Dagen kom hvor vi skulle have vandkampen, vi kom i god tid, fyldte en balje med vandballoner og 4 andre baljer med vand. Alle husets ansatte stod ude på trappen for at finde ud af hvad der skulle foregå. Både Anders, Rune og jeg deltog i kampen og det blev en kæmpe success. Personalet synes det var rigtig sjovt og de grinede, klappede, hujede og tog billeder. En fed oplevelse, der stadig bliver snakket om, personalet spørger også tit om vi skal have ”waterfight” igen og det skal vi da!
Vi har holdt en del møder med vores socialrådgiver på stedet – Moloy, hvor han har fortalt os om børnene og deres situation. Det er altså ikke for sarte sjæle. Alt fra seksueltmisbrug, vold, børn der er blev solgt, forældre der ikke vil kendes ved dem eller har råd til at have dem og børn med døde forældre. Vi har en idé om hvad hver barn har været udsat for og hvor det reagerer på den måde han/hun gør. – utroligt spændende og have fingrene i noget så tæt på vores specialisering – mennesker med sociale problemer. Det eneste er bare, at vi ikke har tilladelse til at snakke med børnene om deres situation. Vi sniger os dog nogen gange til det, når vi føler der er en chance.
Vi er også så heldige at få lov til at komme med ud og aflevere børn på nye børnehjem. Det har været virkelig spændende at se andre institutioner eller hjem er det vist nærmere. Nogen har været fantastisk gode, mens andre ikke har været videre imponerende. Dog har de fleste været bedre end det de kom fra – altså Parian. Også oplevelsen af hvordan børnene bliver afleveret sjovt at følge, der ikke meget forberedelse for børnene – ingen forbesøg, men bare afsted, underskrivning af papirer og afsted igen. Vi har dog fået det til at vare lidt længere når vi har været med, for vi har spurgt om vi ikke må blive vist rundt og bl.a. se hvor de forskellige børn skulle bo. Så har vi taget børnene med os og talt positivt om stedet og alle de nye venner han/hun vil få på stedet.

Pædagogiske begrænsninger
Det kan nogle gange give nogle frustrationer, at man ikke kan gøre sig forståelig (eller forstå) over for børnene og nogle gange over for personalet. For hvorfor er det lige barnet græder, er glad eller fortæller en noget, som han/hun gerne vil dele med mig? Det er så irriterende ikke at kunne tage del i den glæde, sorg eller samtale, for jeg føler lidt jeg nogle gange står på sidelinjen og ikke rigtig kan være der 100 % for børnene.
Jeg kan nævne andre ting som fysiske rammer, ingen legetøj eller papir og blyanter, sløvt personale dertil tider glemmer aftaler med os om aktiviteter vi vil lave og ikke mindst den filippinske tidsfornemmelse. Den filippinske tid er helt speciel, den tager de ikke så tungt, vi har tit ventet mellem 30 minutter og 2 timer på at de er klar, hvis vi skal ud af huset. Virkelig frustrende for os når vi fx har planlagt at skulle til stranden og børnene bare er elevilde for at komme af sted. Så er der også en ting der hedder caregivers, de kommer tit, gerne flere gange om ugen. Det er fint nok, for børnene får mad af dem, gerne Jollibies (en filippinsk fastfood kæde), men når de er der er lige meget hvad vi har planlagt aflyst – selv en tur til poolen blev udskudt.

Fritiden
I de første 4 måneder hernede har jeg boet i noget der hedder Tancor 1. Det er et lejlighedskompleks i den bedre skala af Cebu, ikke luksus, men okay fine forhold. Med pool, bordtennisborde, et lille fitnesslokale, vagter i porten og ugentlig rengøring. Her har jeg delt lejlighed med 4 andre danskere, hvilket har været fantastisk og bragt mig direkte tilbage til min efterskole tid. Nu er vi dog flyttet ud derfra og jeg skal have fundet mig noget nyt.

Jeg har været på en del ture væk fra Cebu, for det kan man godt trænge til i ny og næ. Det er en meget beskidt by med larm og bilos. Så har fx været 3 gange på øen Bohol, i Dumaguette og i Moalboal. I Moalboal var vi der da der var fiesta, her blev vi inviteret til fest ved broderen af hende der ejerede det resort vi boede på. En meget speciel aften, med massere af mad og drikke, en oplevelse jeg vil huske i lang tid.
Jeg har også været på en uge rejse nord på, hvor jeg først var i Donsol og snorkle med hvalhajer, der næst i Legaspi og se en vulkan og en vulkantildækket kirke. Derefter fløj vi videre nord på til Manila, hvor vi havde et par dage og bl.a. så den amerikanske begravelsesplads, med lidt over 17.000 hvide kors. Tog derefter videre nord på og så risterrasser i lange baner og et 47 m højt vandfald, helt fantastiske oplevelser, som bare skal ses, hvis man bor på Filippinerne.
Bare den almindelige dagligdag og aften i Cebu, bruger vi danskere meget tid sammen. Vi går i biograf, spiser ude, shopper, spiller fodtennis, bowler, bordtennis, spiller poker, tager på bar og ser fodbold og går i byen... Jeg kan jo nok ikke komme uden om vi går lidt i byen hernede, vi er 46 danskere hernede og vi nyder hinandens selvskab og tager os nogle sjove byture sammen. Derudover er sprut (gerne rom) og øl også vildt billigt, så en bytur bliver let meget meget billig og meget meget sjov!

Kulturmødet
Det er fedt at være hernede, filippinere er nogen rigtig søde mennesker og meget hjælpsomme til de fleste tider. De hilser på en, fordi du er hvid og vil gerne snakke med dig. Har oplevet en far spørge om han måtte tage et billede af mig og to andre, sammen med hans datter. Som hvid er du respekteret og det er status som filippiner at blive set sammen med os. Derfor kan det også nogen gange blive for meget, man hilser og hilser og hilser, for mange hilser på dig. Hilser du ikke igen er du i fare for at blive betragtet som en der synes du er bedre end dem. Smil og se glad ud hverdag, hvilket på dårlige dage kan være lidt hårdt. Lad aldrig dit temperament løbe af med dig, for gør du det, kan du risikere de aldrig snakker med dig mere. På dage hvor vi har ventet evigheder på at komme afsted har vi bare siddet og ventet, smilet og set ud som om det ikke rører os spor. Mens vi på dansk har brokket os til hinanden og været irriteret. Sådan er Filippinerne, det hedder filippinertid og det bliver også jævnligt brugt af os danskere. ”Jeg er der kl.10 – filippinertid.”

Det var alt for mig, nu er der kun for mig og nyde de lige knap 2 måneder jeg har tilbage inden DK igen venter..

Med venlig hilsen
Sune Sloth Bjerregaard
07B

Sidste nat i 4H på Tancor 1.. :-/

Ligger i min seng og burde sove, men AaB er lige blevet danske mestre.. Jaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa, så kan vist godt opgive og sove lige nu! - skal ellers tidligt op og til Bohol!
Men ellers er det da en lidt trist aften/nat, for det er sidste nat i vores lejlighed, for imorgen tager jeg til Bohol og fejrer Mikkels fødselsdag. Jeg kommer hjem mandag og vi skal være ude tirsdag d.1 juni - måske har jeg en nat mere.. hmm.. Men ellers har jeg fået mig indlogeret ned på 3. ved Claus og hans høns, sammen med Søren. Der har vi værelse indtil d. 12 juni, så finder vi vel ud af til den tid, hvad vi så skal!
Jeg slutter min praktik fredag d. 18 juni og mandag d. 21. rejser Mikkel, Frederik fra Aalborg og jeg til Vietnam - Cambodia - Thailand og jeg rejser så tilbage til Cubu og bruger de sidste 14 dage på tage afsked med byen..
Det er sgu' lidt trist at tænke på alt det her, for har virkelig nydt min tid på Filippinerne. Det har været lidt som at komme på efterskole igen! Nu skilles vi snart, den første er taget hjem og 2 uger begynder det foralvor at tynde ud, folk tager hjem og nogle rejser videre..
Igår havde vi afskedsfest i Tancor, med alle 3 lejligheder - fantastisk fest, med fantastiske mennesker som jeg vil komme til at savne meget.. - rigtig meget!
But life goes on!
Nu er det så bare at nyde den sidste tid..

Nå men, skulle forresten ha' været på Borneo sidste weekend, men blev syg og kom ikke afsted.. ÆV! Den ø er jeg simpelhen nødt til at besøge en anden god gang....

Jakob Engell - kan forresten anbefale dig og se filmen "Kick Ass", den er klart et kig værd.. Ser ikke ud af meget, men den rocks og musikken i den er bare iorden! Et lille sidespring

Ha' det godt alle gode mennesker..

Filippinerne er stadig et dejligt land..!

Jep.. så fandt han endelig lidt tid til at opdatere sin blog, kan godt mærke det er sværer at finde tid nu, end det var i starten. Tiden er jo knap hernede og i starten var der hele tiden så meget nydt at fortælle om - men nu skulle den være god nok, jeg skriver igen! ;-)

Siden fødselsdagen på Parian (til ære for vores kære dronning) har vi igen været ved stranden med børnene. Vi har nemlig været en gang før..

Dagen før stand turen spurgte vi en af de ansatte hvornår vi skulle komme, den næste morgen? Mimi svarede mellem 8 og 9, vi sagde okay og aftalte med hinanden på vej ud af døren, at vi først kom kl.9.30. Dagen efter kom vi kl. 9.30, som planlagt og kl.11 var vi parat til at køre fra Parian!!!!!

Ja, det kom jo ikke som nogen overraskelse for os, vi har jo prøvet det der hedder Filippiner-tid før og fik lov endnu en gang. Og selvfølgelig har vi lyst til at brokke os, men det hjælper bare ikke noget hernede. For skælder man ud og brokker sig, så taber man ansigt og kan risikere de ikke vil snakke med en mere. Så der var ikke andet end at ryste lidt på hovedet og grine af det hele..

Nå, men vi havde en fin dag på stranden, vi betaler for leje af en lille hytte (250 pesos) og noget sodavand. Den her gang var der også en masse voksne med, der arbejder på Parian - nogen vi aldrig har talt med og sørme om nogen af dem ikke også havde taget deres børn med.. - igen er det bare at ryste lidt på hovedet! Børnene fra Parian så dog ud til at have en sjov dag og nød at komme ud.

Da vi så skulle hjem og hele bussen er pakket, mangler der en dreng, det er Junjun. Han vil ikke med op i bussen, der bliver kaldt på ham og chaufføren prøver at få ham med op. Han vil dog ikke, så det ender med bussen begynder og køre og alle de voksne og børn sidder og råber farvel Junjun. Anders, Rune og jeg sidder og taler om det her fandme er mærkeligt, nu kan vi så se den stakkels dreng har sat sig ned og begyndt og græde. Jeg sidder tættest på døren, så jeg springer ud mens bussen kører (ikke så hurtigt, men nok til jeg synes jeg er sej), går hen til Junjun og siger "kom med mig Junjun, nu skal vi hjem". Han tager min hånd og vi går hen til bussen, her får jeg rakt et par tørre bukser ud af vinduet. Jeg hjælper ham med at skifte og ser så han har en forbinding på hans tissemand, hvilket betyder drengen lige er blevet omskåret. Altså jeg havde nok også været rundt på gulvet, hvis jeg havde været ude og bade i saltvand, med en nyomskåret tissemand!! Stakkels Junjun.. (Se ham på billedet til højre)

Ellers kan jeg fortælle Mikkel netop i dette øjeblik er nøgen og nu har han underbukser på. - lige et sidespring! ;-)

Ellers kan jeg så også fortælle, at vi har holdt Tancorfest, her i Tancor 1. Det var for de 3 dansker lejligheder, temaet var Bad Taste og vi var flotte. Vi startede på 2., gik på 3. og sluttede af oppe ved os på 4. etage, da det var os der stod som arrangør af festen. Det var en fin fin fest og vi var alle grimme - Claus vandt, hans udstyr kom direkte fra hans skab, hvilket må siges at være imponerende!

Nå ja, før Tancorfesten var jeg på en weekendtur til Moalboal, hvilket var super hyggeligt, vi var vist 12 danskere afsted. Jeg fik oplevet at være til en rigtig Filippinsk privatfest, med massere af mad, hvilket vil sige ris og kød iform af noget gullash agtigt noget. Jeg spiste for første gang i mit liv lever og det smagte okay.

Igår onsdag, var jeg med Susanne på arbejde, hun arbejder på Franciscan, hvor jeg for et stykke tid siden var ude med pigen Cathlin - hvilket ikke var en god oplevelse. Jeg havde holdt kontakten lidt ved lige med Cathlin, ved at sende hilsner med til hende gennem Susanne og hun havde også fået en videohilsen. Sørme om jeg så ikke fik lov til at komme ud og besøge hende, og sikke en dejlig dag. Det var en helt anden stemning på stedet den dag, en mand sad og spillede guitar og nogen sang til, mens en hel flok børn legede. Sarah har vi ikke fået besøgt endnu, jeg lå syg og Anders fik sin familie på besøg, så vi fik ikke aftalt noget med at komme afsted, men hun er bestemt ikke glemt!

I dag torsdag d.13/5 2010 tager jeg igen på en forlænget weekendtur, denne gang til Dumaguette med 12-15 danskere - mit mål er at slappe af og have det sjovt! Skal møde igen mandag, hvor vi skal have vandkamp ude på Parian.. Næste weekend skal jeg jeg forresten til Borneo, hvor jeg besøge hende danskeren, der ejer det abereservat for orangutanger - Glæder mig!

God Kristihimmelfartsferie til alle!

Dronning Margrethes fødselsdag på Parian!

Så var det dagen hvor Dronningen fyldte 70 år og børn og personale, fik mulighed for at fejre hende for første gang i deres liv..

Torsdag d.15 april stod Rune og jeg nede og ventede på en jeepneyen, vi skulle møde på arbejde kl.15 som vi plejer. Der slyngede jeg idéen ud, om at vi skulle holde fødselsdag på Parian for vores kære dronning. Rune greb idéen og vi fik stablet en rigtig god dag på benene!

Vi aftalte at gå hele vejen, det skulle virke som om at vi virkelig fejrede dronningens fødselsdag hvert år og det var en stor ære for os, hvis de gad deltage - børn som personale. Derfor satte vi os sammen om aftenen og aftalte hvordan det skulle foregå. Vi fandt nogle billeder, et af hele kongefamilien, et af Amalienborg med en Garderparade foran og et af mig stående vagt foran Amalienborg. Om eftermiddagen efter arbejde havde vi været ude og handle ind (kopper, tallerkener, lys og bestik) samt kigge på kager. Først i Ayala mall, hvor vi vidste kagerne var lidt billigere, dernæst tog vi til en bager i nærheden af hvor vi bor. Der så vi på rigtig fødselsdagskager i deres album og hold op hvor var de flotte, så flotte at vi besluttede at spendere lidt ekstra. Desværre skulle de have en lille uge til at gøre kagen klar, så den gik ikke da vi stod der dagen før.

Rune og jeg mødtes fredag kl.12 og tog i Ayala mall, hvor vi først skulle have printet billederne ud. Det fik vi gjort i A4 størrelse og det kostede os 90 pesos. Dernæst gjalt det kageindkøb, vi flottede os og købte 2 kager, hvor vi endda fik skrevet Margrethe på den ene - 525 pesos skulle de ha' for det, hvilket ca. svarer til 60-65 kr.. Det er skønt og billigt at være på Filippinerne! ;-)

På Parian stillede vi bordene klar og dækkede op med vores indkøbte tallerkener etc., kagerne stillede vi frem og tændte lysene. De børn der ikke var i sommer skole inviterede vi på fødselsdag, samt personalet. Rune og jeg startede med at vise billederne, samt fortælle om Danmarks kongefamilie og min tid i Livgarden, dernæst sange vi "Der er et yndigt land" (fodboldversionen), så sang de Filippinernes nationalsang for os og dronningen, hvilket du kan se i videoen.. Til sidst sang vi fødselsdagssangen med instrumenterne og så rundede vi alle sammen af med "Happy birthday".

Har droppet videoen, den tager åbenbart en krig at overføre, måske jeg kan gøre noget andet..

Kagerne var de ville med, er også sikker på de var et stort lokkemiddel for personalet til at være med, tror i hvertfald Moloy (socialrådgiveren) fik lyst til at være med, efter han så kagerne!

De spurgte meget interesseret ind til tingene i Danmark omkring kongehuset og min tid som soldat. Faktisk kom en af de ansatte og fortalte mig, at da hun så mig på billedet i min uniform, var det kommet til at minde hende om hendes nu afdøde mand. Han var blevet dræbt i august 2009, under uroligheder nede i den sydlige del af Filippinerne - på Mindanao. Lidt paf blev jeg, men jeg fik da spurgt lidt indtil hendes situation etc.. Kunne godt tænke mig at høre lidt nærmere om hendes mand og hendes liv, - det må jeg lige arbejde på at få fundet ud af.. Men jeg fandt da ud af, at giver man noget af sig selv, så er folk også meget mere villige til at åbne sig op og fortælle om dem selv. Det er forøvrigt hende der sidder helt nede til venstre i den blå trøje, på billedet af fødselsdagsbordet..

Efter fødselsdagen viste vi film for børnene, vi så "Up" hvilket var en stor succes. Ja faktisk var hele dagen en stor succes og både Rune og jeg var enige om, at det havde været en af de bedste dage på Parian - hvis ikke den bedste!

I dag mandag var så lige en modsætning til fredagen, vi kom kl.15.. Ingen børn, alle sov og der gik faktisk en time, før nogen stod op.. - Så Rune og jeg diskuterede Champions Leauge finaler, fra år 1998 til i dag.. Hyggeligt, men ikke lige hvad vi gerne ville bruge tiden på, når vi er på arbejde.. I morgen skal jeg med ud og aflevere en dreng der hedder Jayrain på et nyt hjem. Spændende, det er første gang vi skal med en dreng..

Siden vi afleverede Sarah, har vi været ude med Cathlin på et hjem der hedder Francisca (stave), hvor Susanne er i praktik.. - det var slet ikke sjovt at skulle aflevere hende der, syntes ikke det virkede ret godt og de tog ikke rigtig imod hende, men er dog glad for Sus er der, så kan hun fortælle mig hvordan det går med Cathlin. (se billedet, pigen til venstre er Cathlin. Billedet er taget sammen med Jane Allison fra Parian, lige inden vi tog hjem igen fra Francisca - snøft).

Jeg har også været med en anden pige, på et hjem der hedder Bonita, der ligger oppe i bjergene. Det er er et hjem for seksueltmisbrugte piger. Det var jeg godt nok heller ikke specielt imponeret af. Pigen vi afleverede græd lidt, mens en anden pige fra Parian, der var blevet afleveret men jeg var oppe og se risterrasser græd endnu mere. De må nemlig ikke have kontakt med familien, de første 2 måneder de er der.. Irish som pigen hedder savnede sin mor meget, så meget at hun truede med at slå sig selv ihjel.. Det fortalte Moloy henover kaffebordet, mens pigen vi skulle aflevere lyttede med. Og Moloy og de andre voksne der sad ved bordet grinede bare af det.. Ja så er det sgu da heller ikke let at være pige, hvis ikke man bliver taget alvorligt! Bonita dumpede kraftigt i min karakterbog, kan dog glæde mig over, at der også er danskere oppe, hele 6-8 stykker tror jeg!

Dette var meningen, at dette afsnit bare skulle være en kort omgang om fødselsdagen i fredags, men der er bare så maget at berette om.. ;-)

Ha' det godt alle sammen!