Dronning Margrethes fødselsdag på Parian!

Så var det dagen hvor Dronningen fyldte 70 år og børn og personale, fik mulighed for at fejre hende for første gang i deres liv..

Torsdag d.15 april stod Rune og jeg nede og ventede på en jeepneyen, vi skulle møde på arbejde kl.15 som vi plejer. Der slyngede jeg idéen ud, om at vi skulle holde fødselsdag på Parian for vores kære dronning. Rune greb idéen og vi fik stablet en rigtig god dag på benene!

Vi aftalte at gå hele vejen, det skulle virke som om at vi virkelig fejrede dronningens fødselsdag hvert år og det var en stor ære for os, hvis de gad deltage - børn som personale. Derfor satte vi os sammen om aftenen og aftalte hvordan det skulle foregå. Vi fandt nogle billeder, et af hele kongefamilien, et af Amalienborg med en Garderparade foran og et af mig stående vagt foran Amalienborg. Om eftermiddagen efter arbejde havde vi været ude og handle ind (kopper, tallerkener, lys og bestik) samt kigge på kager. Først i Ayala mall, hvor vi vidste kagerne var lidt billigere, dernæst tog vi til en bager i nærheden af hvor vi bor. Der så vi på rigtig fødselsdagskager i deres album og hold op hvor var de flotte, så flotte at vi besluttede at spendere lidt ekstra. Desværre skulle de have en lille uge til at gøre kagen klar, så den gik ikke da vi stod der dagen før.

Rune og jeg mødtes fredag kl.12 og tog i Ayala mall, hvor vi først skulle have printet billederne ud. Det fik vi gjort i A4 størrelse og det kostede os 90 pesos. Dernæst gjalt det kageindkøb, vi flottede os og købte 2 kager, hvor vi endda fik skrevet Margrethe på den ene - 525 pesos skulle de ha' for det, hvilket ca. svarer til 60-65 kr.. Det er skønt og billigt at være på Filippinerne! ;-)

På Parian stillede vi bordene klar og dækkede op med vores indkøbte tallerkener etc., kagerne stillede vi frem og tændte lysene. De børn der ikke var i sommer skole inviterede vi på fødselsdag, samt personalet. Rune og jeg startede med at vise billederne, samt fortælle om Danmarks kongefamilie og min tid i Livgarden, dernæst sange vi "Der er et yndigt land" (fodboldversionen), så sang de Filippinernes nationalsang for os og dronningen, hvilket du kan se i videoen.. Til sidst sang vi fødselsdagssangen med instrumenterne og så rundede vi alle sammen af med "Happy birthday".

Har droppet videoen, den tager åbenbart en krig at overføre, måske jeg kan gøre noget andet..

Kagerne var de ville med, er også sikker på de var et stort lokkemiddel for personalet til at være med, tror i hvertfald Moloy (socialrådgiveren) fik lyst til at være med, efter han så kagerne!

De spurgte meget interesseret ind til tingene i Danmark omkring kongehuset og min tid som soldat. Faktisk kom en af de ansatte og fortalte mig, at da hun så mig på billedet i min uniform, var det kommet til at minde hende om hendes nu afdøde mand. Han var blevet dræbt i august 2009, under uroligheder nede i den sydlige del af Filippinerne - på Mindanao. Lidt paf blev jeg, men jeg fik da spurgt lidt indtil hendes situation etc.. Kunne godt tænke mig at høre lidt nærmere om hendes mand og hendes liv, - det må jeg lige arbejde på at få fundet ud af.. Men jeg fandt da ud af, at giver man noget af sig selv, så er folk også meget mere villige til at åbne sig op og fortælle om dem selv. Det er forøvrigt hende der sidder helt nede til venstre i den blå trøje, på billedet af fødselsdagsbordet..

Efter fødselsdagen viste vi film for børnene, vi så "Up" hvilket var en stor succes. Ja faktisk var hele dagen en stor succes og både Rune og jeg var enige om, at det havde været en af de bedste dage på Parian - hvis ikke den bedste!

I dag mandag var så lige en modsætning til fredagen, vi kom kl.15.. Ingen børn, alle sov og der gik faktisk en time, før nogen stod op.. - Så Rune og jeg diskuterede Champions Leauge finaler, fra år 1998 til i dag.. Hyggeligt, men ikke lige hvad vi gerne ville bruge tiden på, når vi er på arbejde.. I morgen skal jeg med ud og aflevere en dreng der hedder Jayrain på et nyt hjem. Spændende, det er første gang vi skal med en dreng..

Siden vi afleverede Sarah, har vi været ude med Cathlin på et hjem der hedder Francisca (stave), hvor Susanne er i praktik.. - det var slet ikke sjovt at skulle aflevere hende der, syntes ikke det virkede ret godt og de tog ikke rigtig imod hende, men er dog glad for Sus er der, så kan hun fortælle mig hvordan det går med Cathlin. (se billedet, pigen til venstre er Cathlin. Billedet er taget sammen med Jane Allison fra Parian, lige inden vi tog hjem igen fra Francisca - snøft).

Jeg har også været med en anden pige, på et hjem der hedder Bonita, der ligger oppe i bjergene. Det er er et hjem for seksueltmisbrugte piger. Det var jeg godt nok heller ikke specielt imponeret af. Pigen vi afleverede græd lidt, mens en anden pige fra Parian, der var blevet afleveret men jeg var oppe og se risterrasser græd endnu mere. De må nemlig ikke have kontakt med familien, de første 2 måneder de er der.. Irish som pigen hedder savnede sin mor meget, så meget at hun truede med at slå sig selv ihjel.. Det fortalte Moloy henover kaffebordet, mens pigen vi skulle aflevere lyttede med. Og Moloy og de andre voksne der sad ved bordet grinede bare af det.. Ja så er det sgu da heller ikke let at være pige, hvis ikke man bliver taget alvorligt! Bonita dumpede kraftigt i min karakterbog, kan dog glæde mig over, at der også er danskere oppe, hele 6-8 stykker tror jeg!

Dette var meningen, at dette afsnit bare skulle være en kort omgang om fødselsdagen i fredags, men der er bare så maget at berette om.. ;-)

Ha' det godt alle sammen!

Mit rejsebrev til skolen..

Hej alle sammen der hjemme, håber I har det godt og foråret så småt begynder at bide sig fast! Tænker der er nogen af jer, der begyndt at tænke på karneval og hvad dertil hører.. Det bliver ikke sjovt at gå glip af den dag, men der må jeg jo bide i det sure æble og tage en dag på stranden eller hvad nu jeg finder på.

I får lige en kopi af mit rejsebrev, som jeg skulle sende til skolen inden påskeferien. Det er meningen det skal hænges op ude på skolen, til inspiration for andre studerende, der går og overvejer en udlandspraktik. Rejsebrevet er en beskrivelse af "mit" børnehjem - Parian Drop-in center..

Her er mit rejsebrev:

1.rejsebrev fra Sune Sloth Bjerregaard
3. praktikperiode på Filippinere i byen Cebu City på Parian Drop-in Center

Jeg er på Parian Drop-in Center, et børnehjem der tager imod børnene direkte fra gaden af. Børnene kan være efterladt af forældrene, tvangsfjernet pga. problemer i hjemmet eller samlet op på gaden. Det er så meningen børnene efter et par måneder skal udsluges til andre og mere permanente hjem. Parian er heller ikke egnet til at have børn i en længere periode, ud fra min vurdering. Der sker simpelthen for lidt på institutionen, børnene er næsten hele dagen alene og er der problemer blandt dem, så er det børnene selv der klarer det – ingen hjælp fra de ansatte. Derfor er det også lidt skræmmende, at en dreng har været der i 2 år, for der er ikke meget omsorg og pædagogik til ham. Han vil uden tvivl for det svært senere, for hvad skal der lige blive af ham..

Målgruppe
På Parian er der både drenge og piger. Drengene kan være fra 2-3 år til 14 år, mens pigerne kan være fra 3 år og op til de er 18 år. Denne forskel skyldes de ikke vil risikere at have problemer med drenge og piger der bliver kærester, eller pigerne skal blive overfaldet af drengene. Ved ikke om de har haft problemer med det tidligere, men sådan er det altså.

Fysiske rammer og beliggenhed
Der er en drenge og en pige – sovesal. Drengenes sovesal stinker af pis, så meget at jeg faktisk ikke synes det er til at holde ud og være derinde. Det kommer især ude fra deres tilstødende badeværelse. På et tidspunkt havde de problemer med meget sygedom blandt børnene, så en fredag blev det store rengøringsdag og hele hytten blev gjort rent. Det betød den dårlige lugt af urin fra drengenes sovesal forsvandt og de sygedomstilfælde der også var forsvandt. Her lidt over en måned efter er lugten tilbage og jeg venter bare på hvornår der igen begynder at komme sygedom. Pigernes sovesal kan jeg ikke sige ret meget om, for vi er 3 mænd er praktik her og vi har ikke lov at komme derind. Ellers er Parian bare et stort hus, hvor der der i hjertet af det er en åbent op til himmelen, med en fordybning i gulvet, hvor børnene leger utroligt meget. Rundt om fordybningen ligger sovesalene, ”house parents” værelse, et bederum hvor de har et alter – har ikke set dem bruge rummet, men religion lader det til de går op i, sange om Gud, Jesus og Jomfru Maria er i hvert fald populære. Desuden er der et ”playroom”, men der er ikke meget play over det, for det er ikke andet end et rum med tommehylder, et tv og en gyngehest. Sammenhængende med fordybningen er der også borde og bænke til spisning og andre aktiviteter. På 1. salen sidder ledelsen, dem ser vi ikke meget til – har faktisk ikke haft kontakt med dem siden den første dag, hvor vi gik op og hilste på.
Udenfor er har børnene en overdækket gårdsplads med plads til lege og boldspil, der er fx en basketboldkurv, men men men, der holder altid mindst 2 busser og 3-4 biler, så der er ikke meget plads at boldre sig på. Derudover er meget af gulvet smurt ind i olie, som de holdene køretøjer har lækket. Hvilket giver et utroligt glat gulv, har jeg selv erfaret på egen krop..
Parian ligger lige ud til en ret trafikkeret ensrettet vej (Sikatuna st.), hvilket gør der faktisk hele tiden er ret meget larm. Der er så meget larm at det fx er umuligt at læse højt udenfor. Selve området omkring Parian er svært at beskrive, for i Danmark ville vi kalde det slum, men slum kan jeg ikke kalde det, for der er steder i Cebu der er meget værre end dette område.

Ansatte
De ansatte på stedet er virker faktisk ret søde og rare, men når det gælder børn og pædagogiskspraksis, så er der ikke meget at gøre godt med. Jeg komme med et eksempel, en dag legede min medstuderende Anders sammen med drengen Bukka på 5 år, da han er færdig spørger husmoderen om han kan godt kan lide ham. Ja, svarede Anders, det kunne hun ikke forstå, for det kunne hun ikke. Bukka er en meget speciel dreng, han er en rigtig gadedreng der viser tydelige tegn på de svigt han har oplevet – han har aldrig fået den omsorg og nærhed et barn skal have. Han er drengen der kravler i gardiner, hvis der var nogen, han er den de skal sige tingene til 117 gange, før han fatter det.
I det daglige personale er der en Socialworker Moloy, der arbejder med at sende børnene videre. Han er bare 21 år og nyuddannet, han har været ansat siden august sidste år. Han laver et godt stykke arbejde, men har desværre ikke kontakt med børnene i dagligdagen. Derudover er der husmødre og husfadere, de laver bare praktisk arbejde og giver børnene mad, kun sjældent ser man dem lave noget med børnene.
En gang imellem er huset fyldt af mennesker, det er når der er nursingstudents, ca. en 25 kommer der så. Disse studerende gjorde at Parian ikke ville mere end 3 danske studerende og ikke 5, som det var planlagt hjemmefra. De er flinke, men vi synes lidt de bare stjæler vores tid med børnene. Fx havde vi en fredag arrangeret en tur i parken med børnene, det passede desværre med at det var den dag der var nursingstudents – som ALLE skulle med + noget fast personale. Jeg tog et billede med min mobil nedgennem bussen inden vi tog afsted, og man kunne faktisk knap se nogen af de 19 børn, men bare 25-30 voksne mennesker. Har desværre mistet min mobil, så kan ikke vedhæfte billedet. Ude i parken havde Anders, Rune og jeg lagt et program for dagen, men der var alt for mange mennesker og vi droppede det.

Det kan godt være lidt hårdt at være på Parian, for lige så hurtigt man har knyttet sig lidt til et barn og omvendt, så skal det et andet sted hen. Vi kommer jo til at holde af dem og tænker tit på hvad der skal blive af dem, og hvor lidt indflydelse vi har på det hele. Billedet ved siden af illustrerer meget godt hvad jeg mener, 3 af dem er videre og i næste uge skal der 2 mere videre i systemet.
Men jeg er super glad for at være på Parian Drop-in Center, selvom det tiltider både kan være frustrende og meget hårdt at komme der.. - så føler jeg/vi kan gøre og gør en forskel!

Varme filippinske hilsner
Sune 07B

Ha' det godt!

Billeder fra Marts måned på Filippinerne..

Her er så billederne fra Marts måned på Filippinerne. En måned fyldt af oplevelser - på Bohol på motorcykel, til hanekamp, et par fester og ikke mindst en fantastisk tur nord på, hvor vi først snorklede med hvalhajer og siden tog nord for Manila og så risterrasser!

Fra først i måneden..

http://picasaweb.google.com.ph/SuneFilippinerne/FilippinerneMarts#

Vores tur nord på..

http://picasaweb.google.com.ph/SuneFilippinerne/FilippinerneMarts2#

Og til dem der ikke har set mit plunge på Bohol, her er videoen.. ;-)

http://