Mit rejsebrev til skolen..

Hej alle sammen der hjemme, håber I har det godt og foråret så småt begynder at bide sig fast! Tænker der er nogen af jer, der begyndt at tænke på karneval og hvad dertil hører.. Det bliver ikke sjovt at gå glip af den dag, men der må jeg jo bide i det sure æble og tage en dag på stranden eller hvad nu jeg finder på.

I får lige en kopi af mit rejsebrev, som jeg skulle sende til skolen inden påskeferien. Det er meningen det skal hænges op ude på skolen, til inspiration for andre studerende, der går og overvejer en udlandspraktik. Rejsebrevet er en beskrivelse af "mit" børnehjem - Parian Drop-in center..

Her er mit rejsebrev:

1.rejsebrev fra Sune Sloth Bjerregaard
3. praktikperiode på Filippinere i byen Cebu City på Parian Drop-in Center

Jeg er på Parian Drop-in Center, et børnehjem der tager imod børnene direkte fra gaden af. Børnene kan være efterladt af forældrene, tvangsfjernet pga. problemer i hjemmet eller samlet op på gaden. Det er så meningen børnene efter et par måneder skal udsluges til andre og mere permanente hjem. Parian er heller ikke egnet til at have børn i en længere periode, ud fra min vurdering. Der sker simpelthen for lidt på institutionen, børnene er næsten hele dagen alene og er der problemer blandt dem, så er det børnene selv der klarer det – ingen hjælp fra de ansatte. Derfor er det også lidt skræmmende, at en dreng har været der i 2 år, for der er ikke meget omsorg og pædagogik til ham. Han vil uden tvivl for det svært senere, for hvad skal der lige blive af ham..

Målgruppe
På Parian er der både drenge og piger. Drengene kan være fra 2-3 år til 14 år, mens pigerne kan være fra 3 år og op til de er 18 år. Denne forskel skyldes de ikke vil risikere at have problemer med drenge og piger der bliver kærester, eller pigerne skal blive overfaldet af drengene. Ved ikke om de har haft problemer med det tidligere, men sådan er det altså.

Fysiske rammer og beliggenhed
Der er en drenge og en pige – sovesal. Drengenes sovesal stinker af pis, så meget at jeg faktisk ikke synes det er til at holde ud og være derinde. Det kommer især ude fra deres tilstødende badeværelse. På et tidspunkt havde de problemer med meget sygedom blandt børnene, så en fredag blev det store rengøringsdag og hele hytten blev gjort rent. Det betød den dårlige lugt af urin fra drengenes sovesal forsvandt og de sygedomstilfælde der også var forsvandt. Her lidt over en måned efter er lugten tilbage og jeg venter bare på hvornår der igen begynder at komme sygedom. Pigernes sovesal kan jeg ikke sige ret meget om, for vi er 3 mænd er praktik her og vi har ikke lov at komme derind. Ellers er Parian bare et stort hus, hvor der der i hjertet af det er en åbent op til himmelen, med en fordybning i gulvet, hvor børnene leger utroligt meget. Rundt om fordybningen ligger sovesalene, ”house parents” værelse, et bederum hvor de har et alter – har ikke set dem bruge rummet, men religion lader det til de går op i, sange om Gud, Jesus og Jomfru Maria er i hvert fald populære. Desuden er der et ”playroom”, men der er ikke meget play over det, for det er ikke andet end et rum med tommehylder, et tv og en gyngehest. Sammenhængende med fordybningen er der også borde og bænke til spisning og andre aktiviteter. På 1. salen sidder ledelsen, dem ser vi ikke meget til – har faktisk ikke haft kontakt med dem siden den første dag, hvor vi gik op og hilste på.
Udenfor er har børnene en overdækket gårdsplads med plads til lege og boldspil, der er fx en basketboldkurv, men men men, der holder altid mindst 2 busser og 3-4 biler, så der er ikke meget plads at boldre sig på. Derudover er meget af gulvet smurt ind i olie, som de holdene køretøjer har lækket. Hvilket giver et utroligt glat gulv, har jeg selv erfaret på egen krop..
Parian ligger lige ud til en ret trafikkeret ensrettet vej (Sikatuna st.), hvilket gør der faktisk hele tiden er ret meget larm. Der er så meget larm at det fx er umuligt at læse højt udenfor. Selve området omkring Parian er svært at beskrive, for i Danmark ville vi kalde det slum, men slum kan jeg ikke kalde det, for der er steder i Cebu der er meget værre end dette område.

Ansatte
De ansatte på stedet er virker faktisk ret søde og rare, men når det gælder børn og pædagogiskspraksis, så er der ikke meget at gøre godt med. Jeg komme med et eksempel, en dag legede min medstuderende Anders sammen med drengen Bukka på 5 år, da han er færdig spørger husmoderen om han kan godt kan lide ham. Ja, svarede Anders, det kunne hun ikke forstå, for det kunne hun ikke. Bukka er en meget speciel dreng, han er en rigtig gadedreng der viser tydelige tegn på de svigt han har oplevet – han har aldrig fået den omsorg og nærhed et barn skal have. Han er drengen der kravler i gardiner, hvis der var nogen, han er den de skal sige tingene til 117 gange, før han fatter det.
I det daglige personale er der en Socialworker Moloy, der arbejder med at sende børnene videre. Han er bare 21 år og nyuddannet, han har været ansat siden august sidste år. Han laver et godt stykke arbejde, men har desværre ikke kontakt med børnene i dagligdagen. Derudover er der husmødre og husfadere, de laver bare praktisk arbejde og giver børnene mad, kun sjældent ser man dem lave noget med børnene.
En gang imellem er huset fyldt af mennesker, det er når der er nursingstudents, ca. en 25 kommer der så. Disse studerende gjorde at Parian ikke ville mere end 3 danske studerende og ikke 5, som det var planlagt hjemmefra. De er flinke, men vi synes lidt de bare stjæler vores tid med børnene. Fx havde vi en fredag arrangeret en tur i parken med børnene, det passede desværre med at det var den dag der var nursingstudents – som ALLE skulle med + noget fast personale. Jeg tog et billede med min mobil nedgennem bussen inden vi tog afsted, og man kunne faktisk knap se nogen af de 19 børn, men bare 25-30 voksne mennesker. Har desværre mistet min mobil, så kan ikke vedhæfte billedet. Ude i parken havde Anders, Rune og jeg lagt et program for dagen, men der var alt for mange mennesker og vi droppede det.

Det kan godt være lidt hårdt at være på Parian, for lige så hurtigt man har knyttet sig lidt til et barn og omvendt, så skal det et andet sted hen. Vi kommer jo til at holde af dem og tænker tit på hvad der skal blive af dem, og hvor lidt indflydelse vi har på det hele. Billedet ved siden af illustrerer meget godt hvad jeg mener, 3 af dem er videre og i næste uge skal der 2 mere videre i systemet.
Men jeg er super glad for at være på Parian Drop-in Center, selvom det tiltider både kan være frustrende og meget hårdt at komme der.. - så føler jeg/vi kan gøre og gør en forskel!

Varme filippinske hilsner
Sune 07B

Ha' det godt!