Sidste uge i Cebu - for denne gang! ;-)

Så sidder man pludselig i Cebu og der er under en uge til jeg igen er hjemme i Danmark.. Trist på mange måder, men det bliver da også dejligt og komme hjem igen - til familien og vennerne.
Jeg har taget en ekstra uge alene i Cebu, simpelthen fordi jeg bare ikke havde fået nok - og andre grunde jeg ikke lige vil komme ind på her. Jeg er den sidste dansker tilbage fra det gamle hold, men tilgengæld er byen nu fyldt med nye danske pædagogstuderende fra det hold danskere der starter deres praktik i næste uge!
Det har været sjovt at være med til at tage imod dem, for det bragte mig direkte tilbage til da jeg ankom til Filippinerne. På næsten barbund og et hoved fyldt med indtryk og informationer. De har været med i byen, jeg har vist nogle Aalborg-piger op til Tancor 1, hvor de fik en lejlighed fra den 21. august.. Det vækker virkelig minder at opleve det igen og jeg er sgu' misundelig på dem alle sammen, for nu er det deres tur til at blive udfordret af en helt ny kultur!

Imorgen er det min fødselsdag og den skal da nok lige ud og fejre, er blevet inviteret til middag i et filippinsk hjem og om aftenen skal jeg ud og have en øl eller 10. Jeg skal både fejre min fødselsdag, men jeg skal lige så meget fejre en dag uden kanel!!! ;-)

Jeg har været på Parian en gang efter jeg kom tilbage fra Thailand, de var glade for at se mig og det var også et glædeligt gensynd for mit vedkommende. En del af de gamle børn var væk og nye var kommet til - men sådan er Parian.. Formålet med mit besøg var også at gøre rent i vores skab derude og gøre det klar til de nye studerende. Vi havde et skab med bolde, blyanter og meget andet sjov. Det skab var næsten ribbet og jeg gad godt vide hvordan, for der er sgu' lås på.. Har dog nye bolde og blyanter jeg vil give til de nye danskere, for det er rart at have noget at starte op med!

Det var alt for mig og nok mit sidste indlæg fra Filippinerne...

Sune Bjerregaard - Cebu, tilbage til Danmark!

Filippinerne – Vietnam – Cambodia – Thailand – Filippinerne

Mandag d. 21. juni tog Mikkel, Frederik og jeg fra Cebu, for Mikkel og Frederik var det sidste omgang med Cebu for denne gang. Jeg derimod havde købt en flybillet tilbage til Cebu fra Bangkok, hvilket jeg ikke fortrød da vi gik i flyveren i Cebu. Jeg kunne mærke det var det rigtige for mig at komme tilbage, den følelse har jeg stadig i maven – her lidt over 2 uger efter jeg tog afsted.

Ellers har vi haft en rigtig god tur rundt i Asien. Vietnam var meget speciel, vi havde 4-5 dage i Ho Chi Minh City hvor vi så en en del ting fra Vietnamkrigen, bl.a. et stort tunnelsystem de brugte. Jeg prøvede som den eneste af os tre og gå/kravle i en tunnel på ca. 100 meter, hvilket jeg kunne mærke i mine ben 5 dage efter – men jeg overlevede! ;-) Derudover oplevede vi den Vietnamesiske trafik, som er sindssyg i forhold til den filippinske og hold op hvor har de mange mange scootere..
I Cambodia havde vi et mål og det var at se Angkor Wat, vi vidste dog ikke helt hvor mange dage vi skulle bruge. Der findes en dagspas, 3 og 7 dagspas, vi startede bare med en dag til US 20$ pr. mand, hvilket vidste sig og være rigeligt for os. Vi nåede endda og se en flydende by samme dag, som bare var en fis i en meget stor hornlygte, for det rungede meget i vores pung efter den tur – også her måtte vi nemlig slippe 20$ pr. mand. Slet ikke pengene værd, især når man lige har set Angkor Wat og de andre templer til samme beløb.. Kan ikke anbefales at se! I øvrigt underligt at et land, bare bruger et andets lands penge – de har egne penge.
Da Angkor wat var set, tog vi næste morgen afsted mod Bangkok i bus (med massere af problemer som jeg ikke orker at skrive om), og ankom om eftermiddagen. Var her nogle timer og så ellers afsted med nattoget mod Koh Tao. Om formiddagen næste dag sad vi på Koh Tao og drak den første øl, mens jeg spiste en hæderlig spagetti Bolognaise. Koh Tao var fint, men da vi efter nogle dage tog til Koh Phangan fandt vi det helt rigtige. Få mennesker (de var taget videre efter Full Moon Party), lækker strand og bare ren afslapning. Søndag aften prøvede vi så Half Moon Party, det var sjovt nok, men det pissede bare ned i lårfede stråler, hvilket tog lidt festlighederne. På den positive side, så havde regnen givet alle pigerne våde hvide kjoler og våde hvide t-shits, hvilket jeg ikke kan klage over. Vi havde forresten også lejet scootere mens jeg var der, hvilket gav os frihed til selv og køre rundt og se øen. Det benyttede Frederik og jeg til at tage på en elefant safari, det var sjovt de første 7 ½ minut og de sidste 37 ½ minutter af turen var det ret kedeligt.. Men nu har det fået et flueben og jeg kan uden og blinke sige, at jeg har reddet mere på elefant ryg end heste ryg! Hvilket er imponerende, når jeg er vokset op på en gård med heste......

Lige nu ligger jeg alene i nattoget på vej mod Bangkok, jeg ligger i en 1. klasses kupé i øverste køje, nedenunder ligger en ung mand fra Thailand og sover tungt. Mikkel og Frederik bliver nogle uger mere inden de tager hjem, så det var så det sidste for denne gang mellem Mikkel og mig. Vi har sgu haft en god tid sammen!
Jeg ankommer til Bangkok i morgen kl.8.25, her skal jeg mødes og have et par dage med Anders jeg var i praktik med. Natten mellem den 9. og d. 10 flyver jeg tilbage til Cebu, desværre over Manila, så har lige 3 timers ventetid der.

Det var alt for nu, det var vist også ved at være på tide med en opdatering.. Har så mange ting jeg burde have blogget, bl.a. den sidste uge og aften på Parian. Men ting tager tid og man kan ikke nå alting!

Vi ses snart hjemme i Danmark (desværre) ;-)

Mit andet rejsebrev til skolen..

Nu fik I mit første rejsebrev til skolen, så får I selvfølgelig også nummer 2.
Jeg har på nuværende tidspunkt 7 dage tilbage i praktikken, hvilket er så underligt. Synes nærmest det var i går jeg landede på Filippinerne og de gamle studerende tog imod os. Den gang var alt nyt og jeg nærmest kunne fare vild, bare jeg gik ud af min fordør....
Har forresten været ude og besøge Sarah og hun så ud til at klare det hele rigtig godt. Hun havde stadig det armbånd på, som hun havde fået af os. - dejlig oplevelse og skønt at se hende igen!


Hej alle sammen hjemme i Danmark, så blev det tid for mit andet rejse brev. Det er næsten ikke til at fatte der allerede er gået 2 måneder mere. Synes det var slemt nok ved det første rejsebrev, hvor jeg var 2 måneder henne i praktikken og nu er jeg så pludselige gået 2 måneder mere, hvilket vil sige jeg kun har 2 måneder tilbage, inden jeg lander i Danmark igen, efter lidt over 6 måneder på Filippinerne.. Glæder mig på nuværende tidspunkt ikke rigtig til at komme hjem!

Beskrivelse af det faglige indhold i praktikken
Jeg er stadig på Parian Drop-in Center sammen med Rune og Anders og jeg er stadig glad for stedet, faktisk mere og mere for hver dag jeg kommer der. Siden sidst er der sket en hel del med børneflokken, for der er kommet mange nye og mange af de børn, der var her da jeg kom, er væk. I øjeblikket har vi en godt sammensat børneflok, for børnene har lige fået et hak op aldersmæssigt. Dette gør vi har meget nemmere ved at kommunikere, for mange af dem kan lidt engelsk og har nemmere ved at forstå når vi forklarer noget.

Vi har kørt nogle temaer med vand, hvor vi har været hele huset ved stranden, både personale og børn. Det har været nogle fine dage og vi skal afsted igen inden vi stopper. Så har vi over 3 gange haft 9 børn med til en pool, hvor det bare var os 3 + en voksen fra Parian. Det har været utroligt lækkert, at kunne være sammen med børnene i en meget tættere relation og have tid til en til en.
Det sidste vi har kørt med vand, har været en vandkamp ude på Parian. Da vi fortalte vi gerne ville holde en ”waterfight” lignede alle house parrents store spørgsmålstegn, for hvad er en ”waterfight” lige? Vi prøvede at forklare dem hvad det er og det eneste de kunne sige til det var, ”and you will pay our waterbill”? Dagen kom hvor vi skulle have vandkampen, vi kom i god tid, fyldte en balje med vandballoner og 4 andre baljer med vand. Alle husets ansatte stod ude på trappen for at finde ud af hvad der skulle foregå. Både Anders, Rune og jeg deltog i kampen og det blev en kæmpe success. Personalet synes det var rigtig sjovt og de grinede, klappede, hujede og tog billeder. En fed oplevelse, der stadig bliver snakket om, personalet spørger også tit om vi skal have ”waterfight” igen og det skal vi da!
Vi har holdt en del møder med vores socialrådgiver på stedet – Moloy, hvor han har fortalt os om børnene og deres situation. Det er altså ikke for sarte sjæle. Alt fra seksueltmisbrug, vold, børn der er blev solgt, forældre der ikke vil kendes ved dem eller har råd til at have dem og børn med døde forældre. Vi har en idé om hvad hver barn har været udsat for og hvor det reagerer på den måde han/hun gør. – utroligt spændende og have fingrene i noget så tæt på vores specialisering – mennesker med sociale problemer. Det eneste er bare, at vi ikke har tilladelse til at snakke med børnene om deres situation. Vi sniger os dog nogen gange til det, når vi føler der er en chance.
Vi er også så heldige at få lov til at komme med ud og aflevere børn på nye børnehjem. Det har været virkelig spændende at se andre institutioner eller hjem er det vist nærmere. Nogen har været fantastisk gode, mens andre ikke har været videre imponerende. Dog har de fleste været bedre end det de kom fra – altså Parian. Også oplevelsen af hvordan børnene bliver afleveret sjovt at følge, der ikke meget forberedelse for børnene – ingen forbesøg, men bare afsted, underskrivning af papirer og afsted igen. Vi har dog fået det til at vare lidt længere når vi har været med, for vi har spurgt om vi ikke må blive vist rundt og bl.a. se hvor de forskellige børn skulle bo. Så har vi taget børnene med os og talt positivt om stedet og alle de nye venner han/hun vil få på stedet.

Pædagogiske begrænsninger
Det kan nogle gange give nogle frustrationer, at man ikke kan gøre sig forståelig (eller forstå) over for børnene og nogle gange over for personalet. For hvorfor er det lige barnet græder, er glad eller fortæller en noget, som han/hun gerne vil dele med mig? Det er så irriterende ikke at kunne tage del i den glæde, sorg eller samtale, for jeg føler lidt jeg nogle gange står på sidelinjen og ikke rigtig kan være der 100 % for børnene.
Jeg kan nævne andre ting som fysiske rammer, ingen legetøj eller papir og blyanter, sløvt personale dertil tider glemmer aftaler med os om aktiviteter vi vil lave og ikke mindst den filippinske tidsfornemmelse. Den filippinske tid er helt speciel, den tager de ikke så tungt, vi har tit ventet mellem 30 minutter og 2 timer på at de er klar, hvis vi skal ud af huset. Virkelig frustrende for os når vi fx har planlagt at skulle til stranden og børnene bare er elevilde for at komme af sted. Så er der også en ting der hedder caregivers, de kommer tit, gerne flere gange om ugen. Det er fint nok, for børnene får mad af dem, gerne Jollibies (en filippinsk fastfood kæde), men når de er der er lige meget hvad vi har planlagt aflyst – selv en tur til poolen blev udskudt.

Fritiden
I de første 4 måneder hernede har jeg boet i noget der hedder Tancor 1. Det er et lejlighedskompleks i den bedre skala af Cebu, ikke luksus, men okay fine forhold. Med pool, bordtennisborde, et lille fitnesslokale, vagter i porten og ugentlig rengøring. Her har jeg delt lejlighed med 4 andre danskere, hvilket har været fantastisk og bragt mig direkte tilbage til min efterskole tid. Nu er vi dog flyttet ud derfra og jeg skal have fundet mig noget nyt.

Jeg har været på en del ture væk fra Cebu, for det kan man godt trænge til i ny og næ. Det er en meget beskidt by med larm og bilos. Så har fx været 3 gange på øen Bohol, i Dumaguette og i Moalboal. I Moalboal var vi der da der var fiesta, her blev vi inviteret til fest ved broderen af hende der ejerede det resort vi boede på. En meget speciel aften, med massere af mad og drikke, en oplevelse jeg vil huske i lang tid.
Jeg har også været på en uge rejse nord på, hvor jeg først var i Donsol og snorkle med hvalhajer, der næst i Legaspi og se en vulkan og en vulkantildækket kirke. Derefter fløj vi videre nord på til Manila, hvor vi havde et par dage og bl.a. så den amerikanske begravelsesplads, med lidt over 17.000 hvide kors. Tog derefter videre nord på og så risterrasser i lange baner og et 47 m højt vandfald, helt fantastiske oplevelser, som bare skal ses, hvis man bor på Filippinerne.
Bare den almindelige dagligdag og aften i Cebu, bruger vi danskere meget tid sammen. Vi går i biograf, spiser ude, shopper, spiller fodtennis, bowler, bordtennis, spiller poker, tager på bar og ser fodbold og går i byen... Jeg kan jo nok ikke komme uden om vi går lidt i byen hernede, vi er 46 danskere hernede og vi nyder hinandens selvskab og tager os nogle sjove byture sammen. Derudover er sprut (gerne rom) og øl også vildt billigt, så en bytur bliver let meget meget billig og meget meget sjov!

Kulturmødet
Det er fedt at være hernede, filippinere er nogen rigtig søde mennesker og meget hjælpsomme til de fleste tider. De hilser på en, fordi du er hvid og vil gerne snakke med dig. Har oplevet en far spørge om han måtte tage et billede af mig og to andre, sammen med hans datter. Som hvid er du respekteret og det er status som filippiner at blive set sammen med os. Derfor kan det også nogen gange blive for meget, man hilser og hilser og hilser, for mange hilser på dig. Hilser du ikke igen er du i fare for at blive betragtet som en der synes du er bedre end dem. Smil og se glad ud hverdag, hvilket på dårlige dage kan være lidt hårdt. Lad aldrig dit temperament løbe af med dig, for gør du det, kan du risikere de aldrig snakker med dig mere. På dage hvor vi har ventet evigheder på at komme afsted har vi bare siddet og ventet, smilet og set ud som om det ikke rører os spor. Mens vi på dansk har brokket os til hinanden og været irriteret. Sådan er Filippinerne, det hedder filippinertid og det bliver også jævnligt brugt af os danskere. ”Jeg er der kl.10 – filippinertid.”

Det var alt for mig, nu er der kun for mig og nyde de lige knap 2 måneder jeg har tilbage inden DK igen venter..

Med venlig hilsen
Sune Sloth Bjerregaard
07B

Sidste nat i 4H på Tancor 1.. :-/

Ligger i min seng og burde sove, men AaB er lige blevet danske mestre.. Jaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa, så kan vist godt opgive og sove lige nu! - skal ellers tidligt op og til Bohol!
Men ellers er det da en lidt trist aften/nat, for det er sidste nat i vores lejlighed, for imorgen tager jeg til Bohol og fejrer Mikkels fødselsdag. Jeg kommer hjem mandag og vi skal være ude tirsdag d.1 juni - måske har jeg en nat mere.. hmm.. Men ellers har jeg fået mig indlogeret ned på 3. ved Claus og hans høns, sammen med Søren. Der har vi værelse indtil d. 12 juni, så finder vi vel ud af til den tid, hvad vi så skal!
Jeg slutter min praktik fredag d. 18 juni og mandag d. 21. rejser Mikkel, Frederik fra Aalborg og jeg til Vietnam - Cambodia - Thailand og jeg rejser så tilbage til Cubu og bruger de sidste 14 dage på tage afsked med byen..
Det er sgu' lidt trist at tænke på alt det her, for har virkelig nydt min tid på Filippinerne. Det har været lidt som at komme på efterskole igen! Nu skilles vi snart, den første er taget hjem og 2 uger begynder det foralvor at tynde ud, folk tager hjem og nogle rejser videre..
Igår havde vi afskedsfest i Tancor, med alle 3 lejligheder - fantastisk fest, med fantastiske mennesker som jeg vil komme til at savne meget.. - rigtig meget!
But life goes on!
Nu er det så bare at nyde den sidste tid..

Nå men, skulle forresten ha' været på Borneo sidste weekend, men blev syg og kom ikke afsted.. ÆV! Den ø er jeg simpelhen nødt til at besøge en anden god gang....

Jakob Engell - kan forresten anbefale dig og se filmen "Kick Ass", den er klart et kig værd.. Ser ikke ud af meget, men den rocks og musikken i den er bare iorden! Et lille sidespring

Ha' det godt alle gode mennesker..

Filippinerne er stadig et dejligt land..!

Jep.. så fandt han endelig lidt tid til at opdatere sin blog, kan godt mærke det er sværer at finde tid nu, end det var i starten. Tiden er jo knap hernede og i starten var der hele tiden så meget nydt at fortælle om - men nu skulle den være god nok, jeg skriver igen! ;-)

Siden fødselsdagen på Parian (til ære for vores kære dronning) har vi igen været ved stranden med børnene. Vi har nemlig været en gang før..

Dagen før stand turen spurgte vi en af de ansatte hvornår vi skulle komme, den næste morgen? Mimi svarede mellem 8 og 9, vi sagde okay og aftalte med hinanden på vej ud af døren, at vi først kom kl.9.30. Dagen efter kom vi kl. 9.30, som planlagt og kl.11 var vi parat til at køre fra Parian!!!!!

Ja, det kom jo ikke som nogen overraskelse for os, vi har jo prøvet det der hedder Filippiner-tid før og fik lov endnu en gang. Og selvfølgelig har vi lyst til at brokke os, men det hjælper bare ikke noget hernede. For skælder man ud og brokker sig, så taber man ansigt og kan risikere de ikke vil snakke med en mere. Så der var ikke andet end at ryste lidt på hovedet og grine af det hele..

Nå, men vi havde en fin dag på stranden, vi betaler for leje af en lille hytte (250 pesos) og noget sodavand. Den her gang var der også en masse voksne med, der arbejder på Parian - nogen vi aldrig har talt med og sørme om nogen af dem ikke også havde taget deres børn med.. - igen er det bare at ryste lidt på hovedet! Børnene fra Parian så dog ud til at have en sjov dag og nød at komme ud.

Da vi så skulle hjem og hele bussen er pakket, mangler der en dreng, det er Junjun. Han vil ikke med op i bussen, der bliver kaldt på ham og chaufføren prøver at få ham med op. Han vil dog ikke, så det ender med bussen begynder og køre og alle de voksne og børn sidder og råber farvel Junjun. Anders, Rune og jeg sidder og taler om det her fandme er mærkeligt, nu kan vi så se den stakkels dreng har sat sig ned og begyndt og græde. Jeg sidder tættest på døren, så jeg springer ud mens bussen kører (ikke så hurtigt, men nok til jeg synes jeg er sej), går hen til Junjun og siger "kom med mig Junjun, nu skal vi hjem". Han tager min hånd og vi går hen til bussen, her får jeg rakt et par tørre bukser ud af vinduet. Jeg hjælper ham med at skifte og ser så han har en forbinding på hans tissemand, hvilket betyder drengen lige er blevet omskåret. Altså jeg havde nok også været rundt på gulvet, hvis jeg havde været ude og bade i saltvand, med en nyomskåret tissemand!! Stakkels Junjun.. (Se ham på billedet til højre)

Ellers kan jeg fortælle Mikkel netop i dette øjeblik er nøgen og nu har han underbukser på. - lige et sidespring! ;-)

Ellers kan jeg så også fortælle, at vi har holdt Tancorfest, her i Tancor 1. Det var for de 3 dansker lejligheder, temaet var Bad Taste og vi var flotte. Vi startede på 2., gik på 3. og sluttede af oppe ved os på 4. etage, da det var os der stod som arrangør af festen. Det var en fin fin fest og vi var alle grimme - Claus vandt, hans udstyr kom direkte fra hans skab, hvilket må siges at være imponerende!

Nå ja, før Tancorfesten var jeg på en weekendtur til Moalboal, hvilket var super hyggeligt, vi var vist 12 danskere afsted. Jeg fik oplevet at være til en rigtig Filippinsk privatfest, med massere af mad, hvilket vil sige ris og kød iform af noget gullash agtigt noget. Jeg spiste for første gang i mit liv lever og det smagte okay.

Igår onsdag, var jeg med Susanne på arbejde, hun arbejder på Franciscan, hvor jeg for et stykke tid siden var ude med pigen Cathlin - hvilket ikke var en god oplevelse. Jeg havde holdt kontakten lidt ved lige med Cathlin, ved at sende hilsner med til hende gennem Susanne og hun havde også fået en videohilsen. Sørme om jeg så ikke fik lov til at komme ud og besøge hende, og sikke en dejlig dag. Det var en helt anden stemning på stedet den dag, en mand sad og spillede guitar og nogen sang til, mens en hel flok børn legede. Sarah har vi ikke fået besøgt endnu, jeg lå syg og Anders fik sin familie på besøg, så vi fik ikke aftalt noget med at komme afsted, men hun er bestemt ikke glemt!

I dag torsdag d.13/5 2010 tager jeg igen på en forlænget weekendtur, denne gang til Dumaguette med 12-15 danskere - mit mål er at slappe af og have det sjovt! Skal møde igen mandag, hvor vi skal have vandkamp ude på Parian.. Næste weekend skal jeg jeg forresten til Borneo, hvor jeg besøge hende danskeren, der ejer det abereservat for orangutanger - Glæder mig!

God Kristihimmelfartsferie til alle!

Dronning Margrethes fødselsdag på Parian!

Så var det dagen hvor Dronningen fyldte 70 år og børn og personale, fik mulighed for at fejre hende for første gang i deres liv..

Torsdag d.15 april stod Rune og jeg nede og ventede på en jeepneyen, vi skulle møde på arbejde kl.15 som vi plejer. Der slyngede jeg idéen ud, om at vi skulle holde fødselsdag på Parian for vores kære dronning. Rune greb idéen og vi fik stablet en rigtig god dag på benene!

Vi aftalte at gå hele vejen, det skulle virke som om at vi virkelig fejrede dronningens fødselsdag hvert år og det var en stor ære for os, hvis de gad deltage - børn som personale. Derfor satte vi os sammen om aftenen og aftalte hvordan det skulle foregå. Vi fandt nogle billeder, et af hele kongefamilien, et af Amalienborg med en Garderparade foran og et af mig stående vagt foran Amalienborg. Om eftermiddagen efter arbejde havde vi været ude og handle ind (kopper, tallerkener, lys og bestik) samt kigge på kager. Først i Ayala mall, hvor vi vidste kagerne var lidt billigere, dernæst tog vi til en bager i nærheden af hvor vi bor. Der så vi på rigtig fødselsdagskager i deres album og hold op hvor var de flotte, så flotte at vi besluttede at spendere lidt ekstra. Desværre skulle de have en lille uge til at gøre kagen klar, så den gik ikke da vi stod der dagen før.

Rune og jeg mødtes fredag kl.12 og tog i Ayala mall, hvor vi først skulle have printet billederne ud. Det fik vi gjort i A4 størrelse og det kostede os 90 pesos. Dernæst gjalt det kageindkøb, vi flottede os og købte 2 kager, hvor vi endda fik skrevet Margrethe på den ene - 525 pesos skulle de ha' for det, hvilket ca. svarer til 60-65 kr.. Det er skønt og billigt at være på Filippinerne! ;-)

På Parian stillede vi bordene klar og dækkede op med vores indkøbte tallerkener etc., kagerne stillede vi frem og tændte lysene. De børn der ikke var i sommer skole inviterede vi på fødselsdag, samt personalet. Rune og jeg startede med at vise billederne, samt fortælle om Danmarks kongefamilie og min tid i Livgarden, dernæst sange vi "Der er et yndigt land" (fodboldversionen), så sang de Filippinernes nationalsang for os og dronningen, hvilket du kan se i videoen.. Til sidst sang vi fødselsdagssangen med instrumenterne og så rundede vi alle sammen af med "Happy birthday".

Har droppet videoen, den tager åbenbart en krig at overføre, måske jeg kan gøre noget andet..

Kagerne var de ville med, er også sikker på de var et stort lokkemiddel for personalet til at være med, tror i hvertfald Moloy (socialrådgiveren) fik lyst til at være med, efter han så kagerne!

De spurgte meget interesseret ind til tingene i Danmark omkring kongehuset og min tid som soldat. Faktisk kom en af de ansatte og fortalte mig, at da hun så mig på billedet i min uniform, var det kommet til at minde hende om hendes nu afdøde mand. Han var blevet dræbt i august 2009, under uroligheder nede i den sydlige del af Filippinerne - på Mindanao. Lidt paf blev jeg, men jeg fik da spurgt lidt indtil hendes situation etc.. Kunne godt tænke mig at høre lidt nærmere om hendes mand og hendes liv, - det må jeg lige arbejde på at få fundet ud af.. Men jeg fandt da ud af, at giver man noget af sig selv, så er folk også meget mere villige til at åbne sig op og fortælle om dem selv. Det er forøvrigt hende der sidder helt nede til venstre i den blå trøje, på billedet af fødselsdagsbordet..

Efter fødselsdagen viste vi film for børnene, vi så "Up" hvilket var en stor succes. Ja faktisk var hele dagen en stor succes og både Rune og jeg var enige om, at det havde været en af de bedste dage på Parian - hvis ikke den bedste!

I dag mandag var så lige en modsætning til fredagen, vi kom kl.15.. Ingen børn, alle sov og der gik faktisk en time, før nogen stod op.. - Så Rune og jeg diskuterede Champions Leauge finaler, fra år 1998 til i dag.. Hyggeligt, men ikke lige hvad vi gerne ville bruge tiden på, når vi er på arbejde.. I morgen skal jeg med ud og aflevere en dreng der hedder Jayrain på et nyt hjem. Spændende, det er første gang vi skal med en dreng..

Siden vi afleverede Sarah, har vi været ude med Cathlin på et hjem der hedder Francisca (stave), hvor Susanne er i praktik.. - det var slet ikke sjovt at skulle aflevere hende der, syntes ikke det virkede ret godt og de tog ikke rigtig imod hende, men er dog glad for Sus er der, så kan hun fortælle mig hvordan det går med Cathlin. (se billedet, pigen til venstre er Cathlin. Billedet er taget sammen med Jane Allison fra Parian, lige inden vi tog hjem igen fra Francisca - snøft).

Jeg har også været med en anden pige, på et hjem der hedder Bonita, der ligger oppe i bjergene. Det er er et hjem for seksueltmisbrugte piger. Det var jeg godt nok heller ikke specielt imponeret af. Pigen vi afleverede græd lidt, mens en anden pige fra Parian, der var blevet afleveret men jeg var oppe og se risterrasser græd endnu mere. De må nemlig ikke have kontakt med familien, de første 2 måneder de er der.. Irish som pigen hedder savnede sin mor meget, så meget at hun truede med at slå sig selv ihjel.. Det fortalte Moloy henover kaffebordet, mens pigen vi skulle aflevere lyttede med. Og Moloy og de andre voksne der sad ved bordet grinede bare af det.. Ja så er det sgu da heller ikke let at være pige, hvis ikke man bliver taget alvorligt! Bonita dumpede kraftigt i min karakterbog, kan dog glæde mig over, at der også er danskere oppe, hele 6-8 stykker tror jeg!

Dette var meningen, at dette afsnit bare skulle være en kort omgang om fødselsdagen i fredags, men der er bare så maget at berette om.. ;-)

Ha' det godt alle sammen!

Mit rejsebrev til skolen..

Hej alle sammen der hjemme, håber I har det godt og foråret så småt begynder at bide sig fast! Tænker der er nogen af jer, der begyndt at tænke på karneval og hvad dertil hører.. Det bliver ikke sjovt at gå glip af den dag, men der må jeg jo bide i det sure æble og tage en dag på stranden eller hvad nu jeg finder på.

I får lige en kopi af mit rejsebrev, som jeg skulle sende til skolen inden påskeferien. Det er meningen det skal hænges op ude på skolen, til inspiration for andre studerende, der går og overvejer en udlandspraktik. Rejsebrevet er en beskrivelse af "mit" børnehjem - Parian Drop-in center..

Her er mit rejsebrev:

1.rejsebrev fra Sune Sloth Bjerregaard
3. praktikperiode på Filippinere i byen Cebu City på Parian Drop-in Center

Jeg er på Parian Drop-in Center, et børnehjem der tager imod børnene direkte fra gaden af. Børnene kan være efterladt af forældrene, tvangsfjernet pga. problemer i hjemmet eller samlet op på gaden. Det er så meningen børnene efter et par måneder skal udsluges til andre og mere permanente hjem. Parian er heller ikke egnet til at have børn i en længere periode, ud fra min vurdering. Der sker simpelthen for lidt på institutionen, børnene er næsten hele dagen alene og er der problemer blandt dem, så er det børnene selv der klarer det – ingen hjælp fra de ansatte. Derfor er det også lidt skræmmende, at en dreng har været der i 2 år, for der er ikke meget omsorg og pædagogik til ham. Han vil uden tvivl for det svært senere, for hvad skal der lige blive af ham..

Målgruppe
På Parian er der både drenge og piger. Drengene kan være fra 2-3 år til 14 år, mens pigerne kan være fra 3 år og op til de er 18 år. Denne forskel skyldes de ikke vil risikere at have problemer med drenge og piger der bliver kærester, eller pigerne skal blive overfaldet af drengene. Ved ikke om de har haft problemer med det tidligere, men sådan er det altså.

Fysiske rammer og beliggenhed
Der er en drenge og en pige – sovesal. Drengenes sovesal stinker af pis, så meget at jeg faktisk ikke synes det er til at holde ud og være derinde. Det kommer især ude fra deres tilstødende badeværelse. På et tidspunkt havde de problemer med meget sygedom blandt børnene, så en fredag blev det store rengøringsdag og hele hytten blev gjort rent. Det betød den dårlige lugt af urin fra drengenes sovesal forsvandt og de sygedomstilfælde der også var forsvandt. Her lidt over en måned efter er lugten tilbage og jeg venter bare på hvornår der igen begynder at komme sygedom. Pigernes sovesal kan jeg ikke sige ret meget om, for vi er 3 mænd er praktik her og vi har ikke lov at komme derind. Ellers er Parian bare et stort hus, hvor der der i hjertet af det er en åbent op til himmelen, med en fordybning i gulvet, hvor børnene leger utroligt meget. Rundt om fordybningen ligger sovesalene, ”house parents” værelse, et bederum hvor de har et alter – har ikke set dem bruge rummet, men religion lader det til de går op i, sange om Gud, Jesus og Jomfru Maria er i hvert fald populære. Desuden er der et ”playroom”, men der er ikke meget play over det, for det er ikke andet end et rum med tommehylder, et tv og en gyngehest. Sammenhængende med fordybningen er der også borde og bænke til spisning og andre aktiviteter. På 1. salen sidder ledelsen, dem ser vi ikke meget til – har faktisk ikke haft kontakt med dem siden den første dag, hvor vi gik op og hilste på.
Udenfor er har børnene en overdækket gårdsplads med plads til lege og boldspil, der er fx en basketboldkurv, men men men, der holder altid mindst 2 busser og 3-4 biler, så der er ikke meget plads at boldre sig på. Derudover er meget af gulvet smurt ind i olie, som de holdene køretøjer har lækket. Hvilket giver et utroligt glat gulv, har jeg selv erfaret på egen krop..
Parian ligger lige ud til en ret trafikkeret ensrettet vej (Sikatuna st.), hvilket gør der faktisk hele tiden er ret meget larm. Der er så meget larm at det fx er umuligt at læse højt udenfor. Selve området omkring Parian er svært at beskrive, for i Danmark ville vi kalde det slum, men slum kan jeg ikke kalde det, for der er steder i Cebu der er meget værre end dette område.

Ansatte
De ansatte på stedet er virker faktisk ret søde og rare, men når det gælder børn og pædagogiskspraksis, så er der ikke meget at gøre godt med. Jeg komme med et eksempel, en dag legede min medstuderende Anders sammen med drengen Bukka på 5 år, da han er færdig spørger husmoderen om han kan godt kan lide ham. Ja, svarede Anders, det kunne hun ikke forstå, for det kunne hun ikke. Bukka er en meget speciel dreng, han er en rigtig gadedreng der viser tydelige tegn på de svigt han har oplevet – han har aldrig fået den omsorg og nærhed et barn skal have. Han er drengen der kravler i gardiner, hvis der var nogen, han er den de skal sige tingene til 117 gange, før han fatter det.
I det daglige personale er der en Socialworker Moloy, der arbejder med at sende børnene videre. Han er bare 21 år og nyuddannet, han har været ansat siden august sidste år. Han laver et godt stykke arbejde, men har desværre ikke kontakt med børnene i dagligdagen. Derudover er der husmødre og husfadere, de laver bare praktisk arbejde og giver børnene mad, kun sjældent ser man dem lave noget med børnene.
En gang imellem er huset fyldt af mennesker, det er når der er nursingstudents, ca. en 25 kommer der så. Disse studerende gjorde at Parian ikke ville mere end 3 danske studerende og ikke 5, som det var planlagt hjemmefra. De er flinke, men vi synes lidt de bare stjæler vores tid med børnene. Fx havde vi en fredag arrangeret en tur i parken med børnene, det passede desværre med at det var den dag der var nursingstudents – som ALLE skulle med + noget fast personale. Jeg tog et billede med min mobil nedgennem bussen inden vi tog afsted, og man kunne faktisk knap se nogen af de 19 børn, men bare 25-30 voksne mennesker. Har desværre mistet min mobil, så kan ikke vedhæfte billedet. Ude i parken havde Anders, Rune og jeg lagt et program for dagen, men der var alt for mange mennesker og vi droppede det.

Det kan godt være lidt hårdt at være på Parian, for lige så hurtigt man har knyttet sig lidt til et barn og omvendt, så skal det et andet sted hen. Vi kommer jo til at holde af dem og tænker tit på hvad der skal blive af dem, og hvor lidt indflydelse vi har på det hele. Billedet ved siden af illustrerer meget godt hvad jeg mener, 3 af dem er videre og i næste uge skal der 2 mere videre i systemet.
Men jeg er super glad for at være på Parian Drop-in Center, selvom det tiltider både kan være frustrende og meget hårdt at komme der.. - så føler jeg/vi kan gøre og gør en forskel!

Varme filippinske hilsner
Sune 07B

Ha' det godt!

Billeder fra Marts måned på Filippinerne..

Her er så billederne fra Marts måned på Filippinerne. En måned fyldt af oplevelser - på Bohol på motorcykel, til hanekamp, et par fester og ikke mindst en fantastisk tur nord på, hvor vi først snorklede med hvalhajer og siden tog nord for Manila og så risterrasser!

Fra først i måneden..

http://picasaweb.google.com.ph/SuneFilippinerne/FilippinerneMarts#

Vores tur nord på..

http://picasaweb.google.com.ph/SuneFilippinerne/FilippinerneMarts2#

Og til dem der ikke har set mit plunge på Bohol, her er videoen.. ;-)

http://

Sarah

Tirsdag i denne uge var en meget speciel dag for mig, en dag som jeg ikke glædede mig særligt meget til - men dagen blev en super god oplevelse!

Sarah er en pige der bor/boede på Parian Drop-in Center. En fantastisk sød pige på 12 år, med mod på livet og ben i næsen. Hun går i skole og er glad for det, hendes engelsk er godt - ikke perfekt, men hun vil lære og spørger for at blive bedre. Hun elsker at høre historier eller læse tegneserier, og spørger tit ind til hvordan tingene er hjemme i Danmark. Jeg havde et billede på min mobil af min fars hus fra starten af januar, hvor sneen dækkede landet. Hun synes det var det mest fantastiske syn og noget af det flotteste hun havde set og brugte lang tid på at studere det. Hun spurgte om jeg ikke havde andre billeder hjemmefra, men det nåede jeg aldrig at tage dem med på Parian...

Sarah er blevet forladt af sin mor, der havde fundet en ny mand, efter at Sarahs far var død. Hun har en bror der bor sammen med noget familie, hvor de åbenbart ikke har plads til Sarah.
Sarah var/er en pige jeg kom til at holde utroligt meget af, hun var meget ivrig for at lære os filippinske gloser og jeg prøvede meget, men har desværre ikke sprogøre.

Mandag mødte vi på arbejde kl. 15, Sarah kom hjem fra skole ved 16 tiden. Rune og jeg sad og tegnede med nogle af børnene, da Sarah kom over og satte sig ved siden af mig. Og så fortalte hun mig hun havde sidste dag på Parian i morgen. Nå for søren da, tænkte jeg og blev lidt chokkeret. Så kom Moloy, Socialworkeren på Parian, han fortalte at Sarah i dag var blevet færdig med skolen og nu havde sommerferie (der er sommer og ferie på filippinerne nu) og i morgen skulle hun på et nyt hjem, et permanent hjem for Sarah - Sunshine!

Jeg kunne se på Sarah, at hun var meget nervøs og lidt ked af det, for hun skulle jo sige farvel Parian og goddag til en helt ny tilværelse. Så jeg talte med hende om hvad der skulle ske, hvad hun ville savne og de gode ting det nye sted kunne føre med. Inden vi gik spurgte hun hvornår vi kom i morgen, jeg sagde ved 15 tiden som i dag. Sarah skulle dog afsted fra Parian kl.13, så jeg lovede hende, at vi kom om formiddagen i stedet for, for at sige farvel til hende.

Resten af mandagen var en mærkelig dag, for det fyldte sgu' meget oveni hovedet på mig. For hvad skulle der ske med Sarah, hvad bliver hendes fremtid og kan jeg gøre noget....? - nej, men jeg kan være der i morgen!
Hjemme i lejligheden fortalte jeg hvad der skulle ske og at jeg ikke var ret stolt af situationen.. Dejligt med roomies at læsse af på ellers var jeg da nok blevet skør.

Tirsdag møder vi 9.30 på Parian og Sarah er der ikke... SHIT tænkte jeg, er hun allerede taget afsted og nu nåede jeg ikke at sige farvel, held og lykke, take care etc. Vi spurgte de ansatte, men de lod ikke rigtig til at forstå os og Moloy var der heller ikke. Heldigvis kom Sarah, hun havde bare været med ude og handle ind til middag. Anders og jeg satte os og snakkede med hende, lidt efter kom Moloy (se ham på billedet ved siden af) og spurgte om vi ville med Sarah ud til det nye hjem. MEGET gerne, hvis vi altså måtte for Sarah - og det måtte vi. 10.30 tog Anders og jeg ud i byen og fik noget og spise, vi købte også en lille gave til hende (et armbånd), selvom vi egentligt var meget i tvivl om det var en god idé og om vi overhovedet måtte forære hende noget. Vi gjorde det, for vi jo også et par rebeller.

Klokken lidt i 13 kom vi tilbage på Parian, Anders og jeg, Rune var taget hjem da han ikke ville med i dag. Jeg var spændt på hvad der skulle ske, for hvad var det Sarah kom ud til.. I den lille bus sad Sarah, Anders og jeg, Moloy, Sarahs bror og onkel, chaufføren og resten af pladsen var fyldt ud af børn fra Parian, der havde fået lov at komme med.
Ankommet til Sunshine, der er navnet på børnenehjemmet. Og hvilket godt første indtryk, husene var formede som borge og slotte, pigernes hus i prinsesse lyserød, drengenes i en rigtig mande lyseblå.. ;-) Vi blev taget imod med åbne arme af en meget rar dame, der fortalte vidt og bredt om stedet. Havde vi spørgsmål skulle vi endelig spørge, for hun ville meget gerne svare, samtidigt med hun viste os rundt. Sarah var sagde ikke så meget, men holdt sig bare tæt til Anders og jeg. Jeg undrede mig lidt over, at hun ikke henvendte sig mere til Sarah, men det nærmest for vores skyld hun viste rundt. Så jeg prøvede hele tiden at inddrage Sarah så godt jeg kunne.
Da onklen skrev under på papirerne, så vi vores snit til at give Sarah vores gave, mens de andre var optaget. Hun blev meget glad og vi fik begge et stort kram af hende..

En underlig fornemmelse var det at køre fra stedet og vide det måske var sidste gang vi så Sarah. Vi har dog planer om at besøge hende den 6. maj på hendes fødselsdag, for lige at se hvordan det går og om hun er faldet til. Vi fik også invitation af den rare dame der viste os rundt, til at komme ud og besøge dem og lave nogle aktiviteter med børnene. Så mon ikke vi nok skal få set lidt til hende igen.
Håber og krydser fingre for, at hun er kommet til det rette sted - når nu ikke hun kan være ved sin familie.

Alt det bedste til Sarah fra mig!

På tur med drengerne nord på..!

Ja.. Så er det efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet på bloggen, men jeg har også været ude og opleve en hel del her i Filippinerne!

Torsdag d.18 marts begav vi os afsted på tur, Claus fra 3. i Tancor hvor vi bor, Mikkel og Søren jeg bor med, samt Frederik fra Aalborg. Vi havde et godt pakket program foran os, et program Claus havde stået for. Claus er hernede som "påhæng" til sin pædagogstuderende kæreste Lærke, han er uddannet lære og har nogle vikartimer i ny og næ.. Derudover har han massere af fritid, så programmet kan vi takke ham for!

Vi fløj fra Cebu til Legaspi, overraskende for mig var vi 10 der skulle afsted. Fra Legaspi til Donsol lejede vi en van med chauffør og fremme blev vi indkvateret i nogle ganske fine værelser. 2 mands værelser "good for 4", vi kommer da hinanden ved hernede - 4 store drenger i et dobbelt værelse.. ;-)

Nå - men formålet med turen til Donsol var at snorkle med hvalhajer, hvilket vi skulle næste morgen. Om aftenen skulle vi se en anden af seværdighederne, ildfluerne. 5 hoppede på en båd og sejlede afsted fra floden af, jeg og 4 andre tog ind og fik noget af spise, på en resturant der står nævnt i Lonely planet, det var et spøjst sted. Højt musik (Akon greatest) og discolys, maden var ikke værd at skrive hjem om, men spist blev den da.. Tjeneren grinte meget da vi bestilte, for hver mand fik mindst 3 retter og Mikkel tog 1. pladsen med 5 - det var han vist ikke vant til at der blev bestilt så meget. Efter endt måltid fik vi 2 tricykler til at køre os ud til et sted hvor vi kunne se ildfluer, det var rigtig flot, men himmelen tog 1. pladsen - aldrig i mit liv har jeg set den være så stjerneklar.. Den skarpe læser har nok bemærket at 5 tog en båd og 4 en tricykel - Søren var manden der ikke var med, han lå hjemme på værelset og fik sig en eftermiddags/aftenslur - da vi kom tilbage sad han i baren og fik whiskey-cola! ;-)

Fredag morgen stod vi op kl.6, for kl.7 sejlede vores reserverede både fra land. Jeg var ret spændt, både over at skulle se kæmpe dyrene, men også over at skulle ud i bølgen.. - vandhund det bliver jeg vist aldrig! Men ud kom jeg og hurtigt ind igen - jeg magtede det ikke, men guiden tog min hånd og jeg kom ud og snorkle med hvalhajen. Fedt og nu er der sat et kryds ud fra den oplevelse - jeg har svømmet med en 5-6 meter stor hvalhaj (skyder jeg den til at være).

Vi var på land igen ved 9.30 tiden, så vi havde jo en hel hyggelig dag foran os. Hvor vi slappede af og ved middags tid mødtes vi alle og spiste mad sammen. Efter middagsmaden skulle drengene spille en rask omgang basketbold og det gik da meget godt, Claus og jeg førte 8-7 over Mikkel og Thomas (en fra Aalborg), da jeg så rev min skulder af led igen, ca. et år efter sidste gang. Heller ikke denne gang var det en rar oplevelse, men dog ikke så slemt som sidste gang. Jeg faldt om af smerte og slog hul på mit venstre knæ og fod - dumt når vi skulle ud og vandre de næste dage.. Thomas jeg spillede mod, var "heldigvis" erfaren når det kommer til skuldre, han havde selv gjort det flere gange og han hjalp mig med at sætte den stille og roligt på plads.. Tak skal du have for træls oplevelse at få igen.
Om aftenen havde vi en super hyggelig aften, Claus, Mikkel, Søren, Frederik, Frederik og mig, vi fik noget øl, rom og brandy, på en bar der lå lige ud til havet rigtig rigtig afslappet og bare så god og sjov en aften vi havde!

Kl.9 næste morgen lejede vi igen en van, han skulle køre os til Legaspi, for så at køre os rundt i området. Vi så en kirke lavet af lava, en kirke der en gang i 1800 tallet (tror jeg det var) blev begravet af lava efter et udbrud fra vulkanen - iøvrigt den vulkan (Mayon 2462 m) der var i udbrud sidste efterår.. Inden i kirken var ca.1200 mennesker der havde søgt tilflugt, som blev levende begravet. Sidste sight for dagen var nogle grotter, ganske spændende, med flagermus og en dejlig forfriskende temperatur inden i.

Næste dag var det tid at komme videre, fra Legaspi til Manila, Søren, Claus, Mikkel, Frederik (fra Aalborg) og mig, hvilket jeg glædede mig meget til. Jeg blev dog slemt skuffet, for hvilken lorte by - taxi'er og menneskerne gør alt hvad de kan for at ryste penge ud af en. Vi oplevede at stige ud af 4 taxi'er efter hinanden, fordi de ikke ville køre på taxameter, men den gik ikke - vi bor jo i Filippinerne og kender til det... På gaden kunne du ikke gå uden at blive antastet af en der ville sælge noget eller have dig på hans bar - så hurtigt hjem på vores hostel. Inden da havde Mikkel, Claus og jeg været på den amerikanske kirkegård fra 2. verdenskrig, en meget stemningsfuld oplevelse og meget vildt at se 17.206 grave + et mindesmærke med yderlige 36.279 navne af soldater der aldrig er fundet.. Krig er ikke for sjov, medmindre det er med spillekort! I øvrigt var det her jeg fandt ud af jeg havde mistet min mobil - min elskede og helt uvurderlige mobil.. pis pis pis og atter pis. Mine sange og billeder jeg havde der på er bare væk, eller billederne var lagt ind - dog ikke de seneste jeg havde fra vores tur til Bohol på motorcykel. ÆV!

Efter en overnatning på hoslet, brugte vi mandagen på øen Corregidor. En ø der spillede en vigtig rolle under 2. verdenskrig. Øen var fyldt af ruiner, kanoner, mindesmærker og turister selvfølgelig. Det var en heldagstur, hvor vi skulle møde ved båden kl.7 og afsted kl.8, se øen i busser man blev kørt rundt i til de sights der var, stige ud og tage billeder og ved 15 tiden sejlede båden tilbage igen. Spændende og imponerende hvad de amerikanere havde på den ø!
Hjemme på vores hostel, her fandt Søren ud af, at han var mæt af oplevelser for nu og ikke ville med videre nord på og se risterrasser. Så han blev i Manila og købte en billet hjem til Cebu, mens vi andre 4 kl.22 tog med en Natbus fryser (pga. aircon) til Banaue, her ankom vi næste morgen kl.7, blev indkvateret og fik morgenmad.

Vi lejede en jeepney, chauffør og guide, der tog os op i bjergene og guiden tog os med på en 1 ½ times gåtur rundt på risterrasserne. Virkelig en smuk oplevelse, naturen er simpelthen så flot og frodig - billeder er bare ik det samme.. Da vi skulle tilbage til jeepneyen ned af bjerget, fik vi os lige endnu en på opleveren. En kobra var også på vej ned og krydsede vores vej (vi går på række), guiden og jeg var gået forbi, mens Frederik stoppede op og udbrød - der er sgu' en slange. Jeg vender mig om og er ikke mere end 2-3 meter fra den, men jeg står alligevel bare og kigger - tror ikke helt jeg fatter hvad jeg ser. Guiden udbrød O SHIT, it's a Cobra - skynder sig at samle 2 store sten op og kaster efter den, men den er heldigvis på vej væk og han rammer den ikke. Den filippinske vilde natur er lidt vildere end den danske vilde natur! ;-)

Hjemme på hotellet og trætte efter en lang dag, uden ret meget nattesøvn efter busturen, gik vi tidligt i seng. Næste morgen ville vi selv på tur og bare tage nogle tricykler noget af vejen, men de havde et tilbud til os, om igen at leje jeepneyen og chaufføren, der var nemlig 2 andre danskere der også ville med. Michael på 38, der havde taget sin mor Birthe på 64 år med, hun var lige gået på efterløn og skulle ud og fejre det. Vi havde en fin dag, men dog meget hård sammenlignet med dagen før. Vi skulle ud på en 2 timers gå tur ud til et 47 meter højt vandfald, igen var naturen helt helt fantastisk, det samme var det at gå kanten af risterrasserne - men den dag skal jeg da love for jeg kunne mærke jeg havde ben. Fremme ved vandfaldet og det var sgu' imponerende højt og bredt, vandet var koldt, men en dukkert blev det da til. Tilbage turen var ekstra hård efter de første 2 timer sad i benene og de trapper vi havde gået ned ad, skulle vi nu op ad.........!

Den næste dag besluttede vi os for at tage til Sagada, vi lejede en van sammen med Michael og Birthe, en flot tur på 3 timer. Sagada ligger i en dal med 10.000 mennesker i 1.500 meters højde, en virkelig fredfyldt og hyggelig by. Derudover bød den også på et par gode resturanter, hvor maden var i top-klasse og det var også så billigt. God overraskelse!

Sagada er mest kendt for sine hængende kister, hvor de døde frem for at komme i et hul, blev hængt op på klippevæggen. Claus og Mikkel fulgtes med de 2 andre danskere ud til en grotte de hang i, mens Frederik og jeg tog en kort tur, ud til en klippevæg hvor der vel hang en 10-15 stykker. Så blev der også sat kryds ud for hængende kister, specielt - men ikke sindsoprivende! ;-)
På vej til Sagada lavede vi en aftale med vores chauffør, om at han skulle køre os tilbage til Banaue dagen efter (om fredagen), så han overnattede i sin bil og kedede sig vist lidt. På hotellet mødte vi et israelsk backpacker par, de skulle også til Banaue dagen efter, så de kom med os og turen blev lidt billigere for os.. For turen til Sagada skulle vi af med 3000 og tilbage igen blev det 5000 + 200 til hans mad, ca. 600 danske kroner.. Det er sgu' et billigt land!

Tilbage i Banaue havde vi lige et par timer at slå ihjel inden bussen til Manila gik kl.18, så Frederik og Claus lærte Mikkel og jeg at spille Whist.. Kl. ca. 4 kom vi til Manila, hvor vi tog direkte i lufthavnen, her prøvede vi at ændre billetten, for vores fly gik kl.12.15. Det skulle vi havde tænkt på 24 timer på før, for vi måtte endten købe nye billetter eller vente til kl.12 - vi ventede.. Zzzzzzz, kl.12 havde vi rejst 24 timer, startende fra Sagada og ikke meget søvn var det lykkes mig at få i bussen eller lufthavnen. Ved 14 tiden landede vi i Cebu international lufthavn på Mactan og hold op hvor var vi alle glade for at gense Cebu igen! Jeg besluttede mig for at købe en "I LOVE Cebu" t-shirt, for det er sgu' en skøn by - især sammenlignet med Manila!

Slut er det nu for denne store smøre, men det er sgu' svært at begrænse sig.. I morgen skal jeg igen på arbejde efter over en uges ferie og jeg glæder mig til at gense ungerne og se hvem er kommet videre og hvem der er nye..

Glade sommer hilsner fra mit elskede Cebu! ;-)

Byture i Cebu..

Der er sgu noget specielt ved det her land og byture..
4 ting går igen når jeg har været afsted:

1. Jeg kommer altid hjem alene, af en eller anden grund ender Mikkel, Søren og jeg altid fra hinanden. Enten ligger Mikkel i sin seng når jeg er hjemme eller også er det omvendt. Igår skete dog nået anderledes, der mødtes vi alle 3 hjemme ude foran vores lejlighed - helt tilfældigt og fandeme også meget sjovt!

2. Jeg får McDonalds morgenmad.. Kl.04.00 hernede begynder de at lave morgenmad fremfor der normale burger og det er bare lort lort lort, men jeg er begyndt at få min faste menuer. Nemlig de 3 klamme burgere man kan få med æg i og dertil hører 3 kopper kaffe, en herlig morgenmad som slutning på en dejlig aften! I starten var det No go, men tiden ændrer sig og man begynder at leve som en filippiner.. ;-)

3. Jeg vågner tit og ofte op i mit tøj, ja det behøves ikke engang være i min egen seng.. Jeg har præsteret at sove ved køkkenbordet, på sofaen og i nummer 2 seng inde ved Søren der sover alene.. Da jeg vågnede op på sofaen, var det dagen efter Susannes forældre var ankommet. Så da jeg vågner om morgenen ude i stuen, er de i fuld gang med at lave morgenmad og snart på vej ud af døren på tur.. - flot Sune! I fredags vågnede jeg op inde ved Søren, jeg havde åbenbart været inde og snakke med ham da jeg kom hjem. Jeg lå i fodenden af sengen, oven på Sørens tøj og taske. Da jeg så vågner og opdager hvor jeg er, begynder jeg at grine over hvor dumt det her er.. Søren er dog vågen og siger til mig, "Sune, prøv lige og kigge ned på gulvet!", nede på gulvet ligger Mikkel nemlig, han havde også været inde og tale - og havde så bare lagt sig på flise-gulvet i underbukser og t-shirt og sovet.. ;-)

4. Tømmermænd?? Jeg ved ikke hvad det er der gør det, men landet, maden, vandet, øllen eller et eller andet gør jeg ikke har rigtige tømmermænd hernede! Jeg er bare træt dagen efter og det skyldes jeg kommer sent hjem, men aldrig sover mere end til kl.12, hvis ikke mindre..

Jeg lover, at hvis I kommer forbi, så giver jeg en bytur og det er lige meget om i kommer 1 eller 20 personer.. - det kan på ingen måde ruinere mig, for det er så billigt hernede.. En spand med 5 øl koster 200 pisos, hvilket svar til ca 25 kr! Det er vel og mærke inde i på disco, hvor det burde være dyrt.. Hjemme i DK kan man måske være heldig at få en halv halvlunken fadøl, med et slukket cigaratskod i til samme penge! Jeg elsker Filippinerne og alt hvad det indebærer! ;-)

Jeg vil slutte, Susanne har lavet brunch til os! ;-)

Billeder fra februar på Filippinerne..

http://picasaweb.google.com/SuneFilippinerne/FebruarManedPaFilippinerne#
Så er der billeder fra februar måned på Filippinerne, en måned der bød på lidt af hvert.. Praktik start og en mere hverdags prægede måned, hvor vi alle er faldet endnu mere til! Vi har i dag været afsted i en og en halv måned!!

Brutal Hanekamp!

Så var det dagen hvor jeg virkelig fik oplevet noget Filipinsk kultur.. Kl.12.30 blev det banket på min dør, jeg lå med trætte øje og en smule tømmermænd fra lørdag nat. Det var Claus fra 3. sal, der gerne ville ud og se hanekamp eller cock-fight på engelsk. Søren var frisk og jeg blev da også frisk hen ad vejen.. ;-)

Vi satte os ind i en taxi og sagde vi gerne ville ud og se cock-fight, han sagde det nærmeste sted var ude i bydelen Mandaue og afsted der til.. 70 pisos senere kom vi til arenaen og uden for kunne vi høre en stor forsamling af mennesker huje etc mens hanerne kæmpede. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, for under kampene var der ikke ret meget larm fra tilskuerne, men tilgengæld lige før kampene når der skulle spilles penge var der knald på.. Den første film er ca. i midten af pausen mellem kampene, der er lidt larm fra tilskuerne.

Den anden film er fra lige før kampen skal i gang, her var de helt oppe og køre for at få deres væddemål på plads. Det er fantastisk det fungerer, for det virkede for os som et stort gedemarked.

Vi så vel ca. en 15-20 kampe, hvor i alle af dem var der mindst en af parterne der mistede sit liv - nogle gange var det dog begge og så endte kampen uafgjort.. Hanerne var forsynet med et barberblad bag på deres ene ben, så de kunne nemt skade hinanden og tit var der også en hane der brækkede sit ben, så meget brutalt, men sjovt nok at opleve stemningen og nok heller ikke sidste gang vi skal derud.

Vi købte ringside billetter og da vi kom ind flyttede Filippinerne sig for os og vi fik deres plads, meget specielt og også lidt ubehageligt bare at tage deres pladser.. Men de var meget flinke og hjælpsomme, for vi spillede også på Hanerne. Dog ikke selv, vi fik en filippiner til at være en slags mellemmand for os. Vi sagde hvem vi ville spille på og for hvor meget. Vi smed 500 pisos ind og vandt vi fik vi 250-350 pisos med ud igen. Jeg kom derfra med et lille underskud, men ikke noget der er værd at skrive hjem om - rundt regnet minus 50 danske kr.

Ellers har jeg i aften også været i biffen og se "From Paris with love" 150 pisos kostede det os hver (Søren og jeg), Det var så den weekend og en ny uge venter, skal være alene på arbejde imorgen, da Rune og Anders er på tur. Det var jeg også i fredags og var faktisk ganske hyggeligt..

God uge til jer alle og sov godt fra Cebu, Filippinerne, når I kommer så langt..

Hils

Filippinerne..

Efter utallige opfordringer eller i hvert fald 1, vil jeg lige bruge mit ugentlige blog-indlæg på mit indtryk af Filippinerne. Det er mit indtryk og er ud fra ting jeg har oplevet hernede, så måske nogen har oplevet noget andet og slet ikke deler den samme opfattelse af Filippinerne og en filippiner, som jeg gør..

Som jeg også har skrevet før, så er de et meget rart folkefærd og vil til de fleste tider gerne hjælpe. De ser mig (og de andre danskere) som den "hvide mand", så man kan nemt komme til at føle sig som et overklasseløg (og de kan få opfattelsen af det), hvis ikke man lige tænker sig lidt om. Derfor er det bl.a. vigtigt, at man altid er smilende og hilser på dem, når de har sagt hej. Derfor kan en dag også være anstrengene, hvis ikke man lige har den bedste dag eller bare er træt. Har dog ikke rigtig oplevet det endnu, har haft pænt med overskud.. ;-)

På arbejdet er der stor forskel på dagene, nogle dage er personalet meget imødekommende og vil snakke, men tit har vi også oplevet at de knap kan hilse på os. Sådan en dag er det godt at være 3 på stedet, for så kan vi komme med en masse sarkastiske bemærkninger til hinanden på dansk, om hvor flinke og venlige de lige er den dag!

I fredags var jeg i Cebu zoo, sammen med praktikstedet og hvilket dyrplageri.. Jeg var noget chokkeret da jeg lige kom ind.. Dyrene var i små bure og havde intet, fx lå der en tiger på 2x3 m2. Der var en tiger,får og geder, små aber, slanger og krokodiller. Hvis man ville var det muligt at røre alle dyrene også tigeren , det var bare lige at stikke lappen op og klappe. Der stod man ikke måtte fodre dyrene, men alle aberne blev da flittigt fodret med chips og en form for sukkerboller børnene havde fået fra personalet..

Nå, men turen var nu en god oplevelse, jeg var ene afsted for Anders og Rune hjalp til på Parian med rengøring af huset, dét skulle jeg også have gjort, men da de spurgte om en af os ville med i zoo var jeg hurtig! De havde en dag fra 9 til 12, mens min var fra 9 til 15.30, så der står vist 1-1 på den dag.. ;-) Men det var dejligt at opleve børnene i andre rammer og jeg kom da også noget mere ind under huden af nogen - især på de 3 piger der var med.. Skønt også de er blevet mere åbne!

Nå det var et sidespring, men det jeg ville frem til med zoo historien var, at personalet i zoo tog billede af mig.. De var vist ikke vant til at se en hvid mand i zoo, så skal ikke undre mig om jeg pludselig kommer med i en reklame for Cebu Zoo.. ;-)

Penge

Pengene dem er der mange af når du er fra Danmark og du er på Filippinerne, vi plejer at sige vi ca. har en SUx4, så man kan nemt føle sig lidt rig! Et godt eksempel er fx igen McDonalds, ligesom jeg gav et eksempel på i Hong Kong.

Forrige weekend havde Mikkel, Søren og jeg tømmermænd for en gangs skyld. Vi havde dagen før aftalt at vi skulle have McDelivery og det fik vi... Vi bestilte 2 bigmac menu, 1 MCchicken menu, 1 stor pomfrit, 1 mellem pomfrit, 2 MCchicken, 2 cheeseburger.. - vi kom ca. af med 860 pisos, hvilket svare til ca 100 Danske kr og det var inklusive levering! Fantastisk..

Nok ikke sidste gang vi gør det, derfor har jeg også investeret i et par løbesko, for det kan vist ikke gå uden en tur på løbebåndet en gang imellem.. Det er jo et lille motionsrum og en udendørs pool med til det lejlighedskompleks vi bor i.

Indgangen er bevogtet med vagter, hvilket ikke er noget mærkeligt i hernede, for de er overalt hernede. Banker, de store malls og private hjem, mange af dem er også bevæbnet med geværer og pistoler.. Mærkeligt i starten, men også det vender man sig til og de bliver hurtigt en del af hverdagen.

Igen et sidespring.. For at vende tilbage til penge, så kan jeg også fortælle jeg ca. kører i taxa 2-4 gange om dagen. Det koster rundt regnet 50 pisos pr. gang - hvilket er 5-7 danske kr. Og der er altid en taxi, for der simpelthen i 1000 vis af dem.. Er man lidt mere kendt og tryk kan man også tage en jipney (stave), hvilket er en form for bus, dem er der også rigtig mange af, de koster 7 pisos, eller ca. 1 kr... Billedet viser mine 2 praktiksvende Anders og Rune (et par rigtige mænd, hvis de selv skal sige det - og det skal de), på vej fra arbejde, de hang bag på fordi jipneyen var fuld..

Når vi er i byen har vi tit været en lille flok der er taget på noget der hedder You, her har vi siddet udenfor.. Så har vi bestilt øl + lidt drinks og der er nok bestilt lidt mere end vi normalt ville gøre i DK - bare fordi vi kan! ;-) Når vi så har fået regningen, har den måske lydt på 2000-3000 måske 4000 pisos, så er regningen blevet delt og vi er måske kommet af med 300 pisos pr mand, måske 35-40 danske kr.. Så fuld skal du nok blive, for ingen penge!

Ligestilling

På Filippinerne er det ikke usædvanligt at det er kvinderne der sidder på de øverste topposter, fx på det sygehus jeg var på, var overlægen der tilså mig en kvinde. Bagefter fandt jeg også ud af, at hendes efternavn var det samme som hospitalets navn. Kvinderne er meget respekteret hernede også de danske, hvis bare de klæder sig med omtanke (ikke for udfordrene) og opfører sig normalt.

Ja det var lidt om Filippinerne og et par sidespring, så må vi se hvornår jeg blogger igen.. Ha' det godt og tag en sneboldkamp for mig.. Så slikker jeg sol for jer..

En filippiner spurgte mig forresten om vejret i Danmark, jeg sagde det var forskelligt fra årstiden og lige nu var der minus grader. Som han sagde, "in the Philippines their's only two kind of wheater.. - hot and hotter!" Og det måtte jeg give ham ret i!

Take care..

Den første uge i praktikken..

Efter en dag i praktik, kan man godt blive lidt træt og eftertænksom også selvom dagen måske bare varer 2 timer. For når du er i praktik herovre, så er du altså på fra start til slut og varmen gør det heller ikke mindre hårdt..

(Billedet viser en eftertænksom Susanne en dag i den første praktikuge) - iøvrigt udsigten fra vores lejlighed udover Cebu..


Nu er det weekend - lørdag og jeg kan nu se lidt tilbage på, hvordan den første uge har været på Parian Drop-in center..
Hvis jeg skal sætte nogle ord på ugen må det blive, forvirrende, hårdt, men egentligt også meget spændende..
Det er mærkeligt at komme som pædagogstuderende fra Danmark og have nogle idéer om hvordan en institution kører.. - og så komme herned hvor det bare kører som vinden blæser (fristes man til at sige), for der er sgu' ikke meget planlægning af hverdagen. Som pædagog skal man vide hvorfor man lige netop gør som man gør eller i hvertfald kunne forklare sine handlinger. På Parian fristes man til bare at glæde sig, når der sker handling fra personalet - men man kan også være sikker på de ikke ved noget som helst om hvorfor de gør det! Det er bare noget de har læst eller fået at vide de skal gøre..
Nå, men sådan er Danmark og Filippinerne jo forskellige fra hinanden, måske de tidligere studerende, vores ophold og de kommende studerende kan være med til at rykke noget - man kan da håbe!

Hvis jeg skal fortælle lidt om ugen, så startede den ligesom i Danmark om mandagen - sjovt nok.. Her mødte Rune, Anders og jeg op på Parian.. Vi startede med et møde med Moloyd (tror jeg det staves), han er en socialworker - og virker faktisk til han laver dagens gode gerning på Parian og kæmper for at børnene bliver sendt til bedre og mere permanent hjem.. Han laver dog kun papir arbejde og er ikke rigtig sammen med børnene.
Han gav os nogle husregler, med ting vi ikke må gøre på Parian. Under det meste af mødet hamrede og bankede børnene på døren og og vinduerne, Moloyd prøvede flere gange at få dem til at stoppe. Til sidst gav han op, gik ind og hentede slik og gav det til børnene, hvis så de lovede at gå på værelset.. Dér kiggede Anders, Rune og jeg på hinanden og Anders udbrød tigerdyrspædagogik!
Lidt skøre de jo de Filippinere (på den gode måde) ;-)

Børnene har taget godt imod os, de kravler rundt på os og vil gerne sidde med os. De trænger virkelig til noget omsorg og opmærksomhed i alle afskygninger. De kan ikke ret meget engelsk, så vi må jo kommunikere med hinanden så godt vi kan, med pege ansigtsudtryk og hvad ellers vi lige kan gribe i..
Ellers kan jeg fortælle, at jeg har mødt Sokrates, dog ikke den græske filosof og Platons læremester, men en ung fyr der bor på Parian, vil skyde ham til at være 13 - da han ikke selv lige kunne svare på det. Flink ung knægt, der virker til at nyde at have nogle unge mænd at spille basketbold med og lave lidt sjov.
Har uendeligt meget at berette om, men vuderer for dig, dig og dig, at skal du også synes det udholdeligt at læse, så må jeg hellere stoppe her.. ;-)

I dag lørdag skal jeg bare slappe af, Søren og jeg har aftalt at tage på jagt... - en jagt, som foregår på en klassisk spillemaskine inde i Ayala shopping mall, hvor vi har fundet et dinosaurspil .. Nørder er vi vel en lille smule! Og i aften står den vist på nogle øl og en lille bytur..

God weekend til jer alle sammen..
Sune

Billeder fra Januar på Filippinerne..

Hør evt denne sang mens du ser billeder.. - det er min sang!
http://www.youtube.com/watch?v=yi8di1WlKyw&feature=player_embedded

Her er billeder fra Filippinerne Januar måned (der er iøvrigt også lidt nye billeder Hong Kong mappen, hvis ikke du har set det!

http://picasaweb.google.com/SuneFilippinerne/JanuarManedPaFilippinerne##

Første indtryk Parian..

Så var det dagen jeg var på mit første besøg på praktik stedet, Parian drop-in center..
Det var mærkeligt endelig at se det, efter man har læst gamle blogs, set billeder og hørt fortællinger fra gamle studerende. Hold da op hvor har de bare ingen ting, det var præcis så dårligt som tidligere studerende har sagt. Det var bare vægge, skidt og tag over hovedet..

Jeg skal være på stedet med Anderes og Rune fra Aalborg, vi skulle have været 5 i det hele, men pludselig ville de kun have 3 studerende. Så blev det desværre 2 piger fra Århus - Ditte og Maria der trak nitten/bide i lorten/få fingeren i øjet/vælte på cyklen eller hvad nu man siger og finde et nyt sted.. Det blev de ret trætte af og forståeligt, når de havde glædet og forberedt sig på Parian! Jeg kom allerede i godt snak med husfaderen på Parian, fordi jeg havde en gave til ham fra de gamle studerende, vi udvekslede nummer osv.. Så vil prøve at bruge min nordjyske/danske charme og se om jeg ikke kan overtale dem til at tage 5 studerende, for de kunne helt sikkert godt bruge alt det hjælp de kan få.. Det kunne også være fedt både at have piger og drenge st spare med, for vi ser jo nok nogle ting lidt anderledes.

Men da vi kom på Parian, blev vi vist ind på et kontor og fik en lille snak sammen med en socialworker - Anders, Rune og mig + vores missionær Flemming (vores kontakt person, der har sørget for kontakten mellem skole og hernede. Han er iøvrigt en rigtig rar og frisk mand, ham skal Filippinerne vist være glade for)
Og velkommen til virkeligheden Anders, Rune og Sune, for der sad en dreng på 7-9 år og græd. Han var lige blevet efterladt af sine forældre og var kommet på Parian.. Så får man hurtigt et nyt syn på livet, der er måske vigtigere ting i verden end fedt tøj og hvad ellers der normalt trækker i en!

Nå.. Det var lidt om Parian, kan fortælle at jeg på søndag skal ud og have noget indledning til at dykke.. Så må jeg se om det er noget for mig eller ikke!
Mandag kl.10 går det løs på Parian og jeg glæder mig!

Hej hej for denne gang..

Ps.
http://new.tv3.dk/drommen/dream/i/5870/
Hjælp mig i øvrigt ved at give mig anbefalinger ind på ovenstående link. Lav en bruger og anbefal dræmmen..

En tur på hospital..

Ja så skete det..
Sune blev indlagt på hospital og havde en overnatning! (håber ikke moren får kaffen galt i halsen og bliver alt for bekymret)
Men jeg har det godt og er om end ikke helt på toppen, så næsten da!

Natten mellem onsdag og torsdag, mens vi var på badeferie på Bohol, blev jeg ramt af en god gang diarré og opkast. Torsdag morgen var jeg så afkraftet, at jeg følte der skulle gøres noget. Så jeg bad Mikkel om at følge mig ind til Tagbilarin, den store by på Bohol.
Vi kom afsted, jeg ikke i andet en et par badeshorts og stroptrøje - alle mine boxer have jeg sent til vask. (her nede aflevere man jo bare sit vasketøj og så er det vasket næste dag til ingen penge ;-))
Ind på hospitalet og mindst 40 år tilbage i tiden, hvis man sammenligner med dansk standard. Jeg kom til efter en time, hvor efter de gav mig drop. Der lå jeg så et sted hvor der hele tiden kom nye mennesker - ikke meget fred til mig. Problemet var de ikke havde en ledig stue, så der blev jeg indtil en gang ved 13-14 tiden. I mellem tiden havde de fortalt jeg havde fået en stue, det tog dog lige 3 timer før jeg blev kørt derop.
Stue var ren 1. klasse, der var et toilet med små kælefluer og et 14" tv - hvor de heldigvis viste HBO på, så så film hele dagen, aftenen, og morgenen.. Ca. hver 2. time kom de ind og tog tempartur og blodtryk på mig - også om natten. Eller skiftede den pose med vand i eller fyldte medicin i mig.
De fortalte mig ingenting, medmindre jeg spurgte hvad det var.. Nogle var flinke til at prøve at forklare mig det, mens andre bare svarede -" it's medicin sir" Okay, kunne jeg så svare!
Maden var en udsøgt om gang lort, hvis ikke man var syg, så blev man det i hvertfald efter en længere indlæggelse...

Udskrevet blev jeg dog dagen efter om formiddagen, det tog dog lige et par timer, før jeg var færdig med at stå i kø til betalings skranken.. Den måtte jeg igennem 3 gange, først betaling til sygehuset, så til lægen og derefter for den medicin jeg havde fået på recept.. (Antibiotika)
Kom af med ca. 8000 pisos, omregnet til danske bliver det omkring 850 kr..

Ellers er der nyt at fortælle, - vi er flyttet i lejlighed, Sus, Mikkel, Søren fra Hjørring, Lisa fra København. Vi regner med Søren også finder en rumfælle, sådan vi bliver 6 mennesker i alt. Det er ret dejligt, lejligheden er møbleret, rengøring en gang om ugen, lille pool i gården, lille fitness og vagter!

Det var endnu en opdatering, påhvad jeg havde nyt at fortælle for denne gang..
Og for lige at slå det fast med 7" søm, så har jeg det fint igen! ;-)
Vi skrives ved..

Ps. skriv gerne lige en hilsen, altid rart at få sådan én!!

Sune fik inder-net adgang igen..

Det første han gjorde, da han fik det, var selvfølgelig at kontakte moren. ;-)



Ellers..
Vi er ankommet til Filippinerne, det gjorde vi den 21. januar. Her havde vi 2 overnatninger på et resort. Ikke noget luksus, men okay til på at slappe af på. Jeg lavede fx ikke dagens gode gerning!
Billedet jeg ligger ved snyder lidt, for så lækkert var det ikke..




Lørdag d. 23. januar kom tog vi til vores by Cebu, her blev vi inkvateret på noget der hedder Grillen og Chillen. Her var vi sammen med nogle af de gamle studerende, de tog rigtig godt imod os og vi kom i byen med dem.
Det var sgu' en vild bytur. Da jeg vågnede op om formiddagen, vågnede jeg med et kæmpe smil på læben. For jeg kunne huske vi havde mødt verdens sødeste baby, og ja - jeg mener baby! Det var meget sørealistisk dagen derpå, for vi havde jo fået en del inden for vesten, men havde gået rundt med den baby - med den filippinske mor lige i hælene. Hun var jo ude og tigge, så hun var glad for der var et par vestereuropærer der havde fanget hende og hendes barn interesse. Men jeg siger jer, det var simpelthen den sødeste baby i verden og den oplevelse glemmer jeg ikke foreløbigt..

Det skal lige siges at moderen var døvsstum, så vi regner med hun var glad for vi tog barnet lidt eller også var hun lidt bekymret.. ;-)


Men sådan er Filippinerne, det er som om der på nogen områder ikke er nogen regler. Børn render rundt i nattelivet, bilerne kører hvor det passer dem, taxa'erne tager røven på dig - hvis ikke du kender lidt til priserne. (de fleste er dog søde og rare)
Filippinerne er et meget sødt og rart folkefærd, når vi går en tur i byen hilser de alle sammen på os og smiler til os, det er ganske hyggeligt, men måske det bliver lidt hårdt i længden - vi får at se..


Lige nu sidder jeg på ø'en Bohol eller det vil sige en lille halvø til Bohol. Det er rigtig lækkert her, palmer, hvid sandstrand og blå/grønt vand.. Her skal vi være et par dage, Mikkel, Susanne og jeg + en anden studerende fra Hjørring sem. - Søren hedder han.

Maiken er flyttet ind i en lejlighed med nogle piger fra andre seminarier. På fredag, når vi tager tilbage til Cebu, flytter vi ind i samme lejlighedskompleks i en anden lejlighed.. Det kan i se billeder fra senere, men kan sige så meget at det er klasser over Cebu standard, for det er meget slum hernede. Man kan slet ikke forstille sig det, når ikke man har set det. Har prøvet at tage nogle film hernede fra, men det tager desværre evigheder at oploade dem selvom de er korte..

Det var alt for nu.. Godt sne vejr til jer og dejlig sol til mig! ;-) Sorry

Slut på Hong Kong..

Det var så slut på Hong Kong, for denne gang.. Det har været spændende at opleve byen og møde rigtige kinesere. Tror dog vi alle er enige om, at nu trænger vi også til at komme videre, for det er lidt hårdt at bo i sådan en kæmpe by.
I forhold til danske priser, kan man samligne med, at McDonalds mad koster under halv pris af hvad det gør i DK. En Big Mac menu koster ca. 23.80 HKD, og 100 Hong Kong Dollars svarer til 67 Dkr., så det er billigt.. Ikke fordi vi har været på McD hver dag, tror i hvertfald der var en dag vi ikke var! ;-)

Ellers har Mikkel og jeg, i dag onsdag, været på gå ben hen til Two International Finance Centre, en bygning der vist stadig lige holder sig i top 10 i verden over verdens højeste bygninger - på 415 m.. Højere end rundetårn er det i hvertfald. Vores plan var at komme op i det og det kom vi, det kostede ikke noget, men desværre kunne vi som turister ikke komme længere op en til 55. etage ud af 88, men der var da heldigvis også en god udsigt der fra.

Mandskabsmæssigt har vi haft vores første "krisemøde", lidt tidligt, men det er vel egentligt meget naturligt, når vi går så tæt op af de samme mennesker og man måske lidt bare venter på at komme videre til næste destination. Det skal dog nok gå, der kommer hvad jeg lige ved af, 29 andre danskere - så mon ikke vi kommer til at se og høre andre mennesker..

Det har været fint at lege turist i Hong Kong og jeg ville ikke have været oplevelsen foruden, men som sagt - det bliver også godt at komme videre til Cebu. Få en hverdag og komme i gang med det, det hele handler om - 3. praktikperiode..

Vi ses på Filippinerne! ;-)